Billede beskrivelse

Line er klar med fede tilbud i vinterferien

29. januar 2025 kl. 06.02

AABYBRO: Line Steffensen, der er marketingansvarlig i DGI Huset i Aabybro, har en række rigtig fede tilbud til alle i vinterferien i uge 8.

- Det bliver sjovt. Det bliver festligt, og der er noget for alle, lover hun.

De mange aktiviteter går faktisk i gang allerede i slutningen af uge 7, nemlig lørdag 15. februar og søndag 16. februar.

- Begge dage kan alle komme og forlyste sig i Nordjyllands største hoppeland. Og det ER Nordjyllands største, understreger Line Steffensen.

Hele tre haller bliver forsynet med hoppeborge. I den ene hal bliver det mest for de yngste, i den anden hal kan de lidt ældre forlyste sig og endelig bliver der hoppeborge for især de ældste i den tredje hal.

- Der bliver mange nye hoppeborge, så der er virkelig lagt op til en rigtig sjov weekend, som vi holder i samarbejde med Hop Nord, fortæller Line Steffensen.

- Hoppeborge er stadig en rigtig populær aktivitet. Sidste år kom der omkring 700 i løbet af weekenden, tilføjer hun.

Begge dage er der åbent fra kl. 10 til kl. 16, og der er selvfølgelig også mulighed for at købe både vådt og tørt.

Billede beskrivelse

Fra mandag til fredag i uge 8 er der Fun Days i DGI Huset.

Der er åbent fra kl. 9 til kl. 15, og man kan slå sig løs både i hallen og i svømmehallen.

- Man kan hygge sig i vandet og i hallen kan man spille fodbold, badminton eller bare lege. Man kan også prøve pickleball, som er den nye populære ketsjersport. Det er et mix af tennis og bordtennis, fortæller Line Steffensen.

Onsdag 19. februar er der cirkus i DGI Huset. Det er cirkus Trapez, der kommer med sin vinterforestilling.

- Det er en forestilling for hele familien, fortæller Line Steffensen.

Forestillingen begynder kl. 16.30.

Torsdag formiddag 20. februar kommer Tryg Fonden på besøg i svømmehallen til et helt specielt arrangement..

- "Leg og lær med livredningstårnet" hedder aktiviteten, som går ud på at lære børnene noget om livredning på en sjov måde. Det er vigtigt, at vi alle lærer noget om livredning. Derfor vil vi gerne støtte op om sådan en aktivitet, som Tryg Fonden tilbyder, fortæller Line Steffensen.

"Leg og lær med livredningstårnet" foregår fra kl. 10 til kl. 12 torsdag 20. februar, og man betaler blot en svømmebillet for at være med.

- Vi synes, det er meget spændende program, vi har for uge 8. Der er noget for børn i alle aldre. For bedsteforældre, som skal hjælpe med at passe børn i ferien, er det oplagt at komme forbi DGI Huset, siger Line Steffensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste