Billede beskrivelse

Inspiration, gløgg og æbleskiver hos haveselskabet

08. november 2025 kl. 14.01

BROVST: I år vil de to erfarne damer Heidi og Majbrit stå for en juledemonstration, som skal inspirere deltagerne til årets jule-udsmykning derhjemme.

Det foregår torsdag 20. november kl. 19.00 i Brovst Sport- og Kulturcenter.

Heidi, som er udlært væksthusgartner, har i årenes løb arbejdet med mange forskellige fag, men hendes kreative ånd har altid været hendes drivkraft. Hun har en stor forkærlighed for naturen og finder ofte materialer til sine kreationer under sine ture. 

Et af hendes mest kendte projekter er "Den Grønne Carport" hjemme hos sig selv, hvor hun sammen med kursister skaber smukke ting ud af naturens gaver. Hendes filosofi er: 

- Tag, hvad du har, og gør det bedste ud af det. Naturen og genbrug er hendes passion.

Majbrit er udlært blomsterdekoratør og har altid haft et tæt forhold til sit fag, selvom livet har budt på mange andre udfordringer. I øjeblikket arbejder hun på Sæby Kirkegård sammen med Heidi og underviser i blomsterbinding og grandækning på Sandmosen. 

Derhjemme afholder hun også kurser, som hun nyder meget. Som Heidi, spiller naturen en stor rolle i hendes arbejde, men når det er jul, er hun også klar til at tilføje lidt "bling-bling" til sine kreationer.

Der vil blive serveret gløgg og æbleskiver, og på indgangsbilletten trækkes der lod om nogle af de fremstillede kreationer. Der vil desuden være mulighed for at købe ekstra numre til lodtrækning.

Pris: 100 kr. for medlemmer og 150 kr. for ikke-medlemmer.

Tilmelding senest mandag 17. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste