Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hyldestshow til ABBA på vej i Aabybro

27. juni 2026 kl. 12.01

AABYBRO: Fredag 25. september kl. 20.00 får publikum i Kultur & ErhvervsCenter Jammerbugt mulighed for at opleve et af Europas mest anerkendte ABBA-hyldestbands, når ABBA.cz gæster Aabybro med deres populære show.

Det skriver arrangør Stig Ulrichsen i en pressemeddelelse.

ABBA’s musik har i generationer samlet mennesker på tværs af alder, og interessen for den svenske supergruppe er fortsat stor. 

Derfor er der lagt op til en aften fyldt med nostalgi, fællessang og velkendte hits, når ABBA.cz indtager scenen.

Publikum kan se frem til klassikere som Dancing Queen, Mamma Mia, Waterloo, Fernando, Take a Chance on Me og mange flere af de sange, der gjorde ABBA til et af verdens mest succesfulde popbands.

ABBA.cz er kendt for deres autentiske fortolkning af ABBA-universet. Med et otte mand stort liveorkester, korpiger, flotte kostumer og stærke vokalpræstationer genskaber bandet stemningen fra gruppens storhedstid i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Stig Ulrichsen glæder sig til igen at præsentere showet i Jammerbugt:

- Gang på gang oplever vi, at ABBA.cz i Danmark bliver mødt af et publikum, der synger med fra første sang til sidste ekstranummer. Det er et show, der samler folk og skaber en helt særlig stemning, siger han.

Han fremhæver samtidig samarbejdet med Kultur & ErhvervsCenter Jammerbugt:

- Vi har gennem årene haft mange gode oplevelser i Aabybro. Publikum bakker op, og huset er kendt for at skabe gode rammer for både kunstnere og gæster. Derfor er det et naturligt sted for et show som ABBA.cz, fortæller han.

ABBA.cz kommer fra Tjekkiet, som gennem mange år har markeret sig med stærke tribute-bands i Europa. Gruppen har opbygget en stor fanskare og spiller regelmæssigt for fyldte sale.

Ifølge Stig Ulrichsen er der god grund til at sikre sig billet i god tid:

- Vi oplever ofte, at ABBA.cz spiller for udsolgte eller næsten udsolgte sale. ABBA’s musik er tidløs, og både dem, der oplevede sangene første gang, og yngre generationer kender og elsker musikken. Derfor forventer vi stor interesse i Aabybro, siger han.

Billetter kan købes via Kultur & ErhvervsCenter Jammerbugt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste