Grethe Rolle åbner kunstudstillingen: - Mange siger om Mogens, at han er en fabelagtig maler
GJØL: Det bliver Grethe Rolle, der netop har modtaget Jammerbugt Kommunes kulturpris 2025, som åbner efterårsferiens kunstudstilling i Natur- og Kulturcafeen på Gjøl Havn.
Udstillingen viser billeder af kunstneren Mogens Nielsen, der tidligere boede på Gjøl, men nu er flyttet til Hobro. Han er en god ven af Grethe Rolle, der vil bruge åbningen af udstillingen til at fortælle om Mogens Nielsens skaberværk.
- Mange siger om Mogens, at han er en fabelagtig maler med en teknisk og håndværksmæssig kunnen, der imponerer og forfører betragteren, forklarer Lisbet Emmery fra Natur- og Kulturcafeens bestyrelse.
- Han er selvlært og debuterede i 1983 på Kunstnernes Sommerudstilling og senere på et utal af andre censurerede og kuraterede udstillinger.
- Mogens Nielsen har sin helt egen malemåde, men man kan sige, at han lægger sig i traditionen fra pointillismen, hvor malerierne er bygget op af små bitte prikker. Impressionismen, fordi lyset på billedfladen har stor betydning for motivets fremtræden og hyperrealismen, fordi Mogens Nielsen blander farverne på paletten, inden de bliver sat på lærredet, så resultatet nærmest er fotografisk, forklarer Lisbet Emmery.
- Motiverne findes ikke i virkeligheden – ikke helt – for Mogens Nielsen bearbejder det fotografiske udgangspunkt digitalt inden det projiceres op på lærredet, og så maler han i ét take, der er ingen fortrydelsesret. Det skal sidde første gang, ellers duer det ikke, mener han.
Der er fernisering søndag den 12. oktober kl. 14. I resten af efterårsferieugen er åbningstiden hver dag fra kl. 10-16. Udstillingen slutter søndag den 19. oktober kl. 16.