Freds-Cykelturné besøger Tranum Strandgård
BROVST: Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter får lørdag den 16. august kl. 14.00 besøg af sangskriveren Christa Gunilla Wolf, der gør stop på sin Freds-Cykelturné – en særlig koncertoplevelse i sensommerens tegn.
Det fortæller arrangørerne i en omtale.
Christa Gunilla Wolf er en turnerende kunstner med en anderledes og nærværende tilgang til musikken. I august måned cykler hun langs Vesterhavet – fra Blokhus til Tønder – og giver koncerter i de byer, hun passerer. Med sig har hun et budskab om fred og kærlighed, pakket i bløde melodier og poetiske tekster.
Turnéen afsluttes med en koncert på campingscenen ved Tønder Festival, men inden da lægger hun vejen forbi Tranum.
– Det er en stor glæde, at Christa Gunilla Wolf har valgt at komme forbi Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter og give vores gæster en fredskoncert på sin vej til Tønder, fortæller Dorte Scheuer, centrets forperson.
- Koncerten er gratis, men publikum har mulighed for at støtte med frivillige bidrag til dækning af turnéens udgifter.
Repertoiret spænder fra egne, netop udgivne sange som Make Love Not War og Lullaby, til nyfortolkninger af kendte klassikere som 99 Luftballons, Ein Bisschen Frieden og Blowing in the Wind.
– Jeg glæder mig meget til at komme forbi Tranum Strandgård og dele mit fredsbudskab og min musik med publikum – og måske sprede lidt ekstra varme og håb i sensommeren, siger Christa Gunilla Wolf.
I forbindelse med koncerten er der samtidig mulighed for at opleve Tranum Strandgårds sensommerudstilling med den tyske kunstner Jürgen Cofalka.
Arrangementet kræver ingen tilmelding – alle er hjerteligt velkomne til en eftermiddag med musik, kunst og fællesskab.