Frederikke debuterer som Askepot
JÆGERUM: 15-årige Frederikke Scheldon Bagge har den helt store og bærende hovedrolle som Askepot, når musicalen af samme navn ruller over scenen i de kommende dage.
Det er Teaterforeningen Skovspillene og Aabybro Teater- og Kulturforening, der er gået sammen om det ambitiøse projekt, der har 36 medvirkende på scenen. I alt deltager 60 personer i produktionen – udover skuespillerne et fem mand stort orkester, en sangcoach samt teknikere til lyd og lys.
Rollen som Askepot er Frederikke Scheldon Bagges første store rolle, men hun er ikke spor nervøs ved udsigten til at være alles midtpunkt i de par timer, som forestillingen varer.
- Jeg har øvet mig igen og igen. Replikkerne sidder – og det gør kostumet også, så jeg er helt sikker på, at det nok skal gå, siger Frederikke.
Det bliver i familien
Interessen for dilettantteater har Frederikke ikke fra fremmede. Det var storesøster, som har medvirket i Skovspillene flere gange, der overtalte hende til at tage rollen – og når den store produktion løber af stablen fra den 21. august, er en af sceneteknikerne Frederikkes mor, der er en gammel kending i Skovspillene.
Når Frederikke ikke står på scenen eller øver replikker, går hun på Vestbjerg Skole, hvor hun netop er begyndt i 9. klasse. Fritidsinteresserne handler også om at optræde – for hun går til dans, gymnastik og kor, men hun har endnu ikke besluttet, om det også ender med en karriere som rigtig skuespiller.
- Det har jeg slet ikke taget stilling til endnu. Jeg er først og fremmest med, fordi jeg synes, at det er hyggeligt. Vi har det rart, når vi øver – og det er for resten også det, som er drivkraften for både min storesøster og min mor, siger Frederikke.
Nyt samarbejde
Det er noget nyt i år, er, at opsætningen af Askepot er et samarbejde mellem Teaterforeningen Skovspillene og Aabybro Teater- og Kulturforening, men Per Iversen, der i mange år har været en af drivkræfterne i Skovspillene tror, at det giver nye muligheder.
- Det giver os naturligvis bedre muligheder for at lave en stor produktion, når vi slår vi slår kræfterne sammen på alle fronter, både på skuespillersiden og kulisse- og kostumesiden. Det femmands store orkester er i grundstammen det samme, som vi hos Skovspillene har brugt de seneste år, forklarer Per Iversen.
Askepot spiller i Jægerum Søpark torsdag d. 14. august kl. 19.00, fredag d. 15. august kl. 19.00 og lørdag d. 16. august kl. 14.00, hvorefter forestillingen rykker til Aabybro. I Aabybro Anlæg spiller forestillingen torsdag d. 21. august kl. 19.00, fredag d. 22. august kl. 19.00 og lørdag d. 23. august kl. 14.00.