Billede beskrivelse

For tredje gang: Garnnøglerne slår til igen

01. september 2025 kl. 11.03

HALVRIMMEN: I den kommende weekend bliver forsamlingshuset i Halvrimmen rammen om den årlige garnfestival i byen.

- Det har udviklet sig til en skøn tradition, hvor håndarbejdsnørder fra hele landsdelen samles, fortæller Helle Lysgaard fra strikkeklubben Garnnøglerne, der står bag arrangementet, der lige så stille er vokset.

- Vi lagde ud med et endagsarrangement for to år siden. Det blev en succes, så sidste år udvidede vi det til en weekend.

- Det blev også til en succes, så i år gentager vi arrangementet i stort set samme form – og vi har inden weekenden tilmeldinger fra 19 firmaer og private, der vil udstille.

- Det er både firmaer, der sælger garn og tilbehør – og så er det nogle af nørderne, som vil sælge deres håndarbejde. Det bliver blandt andet lækre trøjer, broderi og tilbehør.

- Vi kan mærke, at vi har fundet formen. For det har været meget nemmere at arrangere i år. Vi er faktiske blevet ret professionelle, konstaterer Helle Lysgaard beskedent.

Garnfestivalen i Halvrimmen har åbent lørdag den 6. september og søndag den 7. september – begge dage fra 10 til 16.

- Så det er bare med at fatte strikkesagerne og komme til garnfestival i Halvrimmen næste weekend. For der bliver masser af tid til både at nørkle og snakke – og så kan man også købe kaffe og kage, lover forkvinden for garnnøglerne, der aktuelt har fire medlemmer, som står for alt det praktiske i forbindelse med garnfestivallen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste