Billede beskrivelse

Engagér dig i dit lokalområde: LUP-møder i Jammerbugt Kommune

13. januar 2025 kl. 11.02

Borgerne i Jammerbugt Kommune får igen i 2025 mulighed for at bidrage til udviklingen af deres lokalområde, når der afholdes møder om de Lokale Udviklingsplaner (LUP) i alle kommunens 24 lokalsamfund.

Hvad er en LUP?

En Lokal Udviklingsplan er et dokument skabt i samarbejde med de lokale borgere og indeholder visioner og planer for kultur- og fritidsliv samt faciliteter i området. Planen bliver opdateret to gange i løbet af en byrådsperiode for at sikre, at den altid er relevant og afspejler områdets behov.

Billede beskrivelse

Invitation til dialog og fællesskab

Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget inviterer alle borgere, foreninger og ildsjæle til at deltage i de kommende LUP-møder. Møderne giver en unik mulighed for at drøfte nye idéer, gøre status over igangværende projekter og sammen skabe retningen for lokalområdet.

Næstformand for udvalget, Kiki Bille Bach, fremhæver vigtigheden af bred deltagelse:

- Vi håber at se mange engagerede borgere, der ønsker at præge fremtiden for deres område. Uanset om du er aktiv i en forening eller blot har interesse for dit lokalområde, er din stemme vigtig. Jo flere perspektiver, desto stærkere bliver resultatet.

Startskud til lokal handling

LUP-møderne er ikke kun til samtale – de er første skridt mod at omsætte idéer til konkrete handlinger. I nogle tilfælde kan projekterne desuden få støtte fra kommunale puljer, hvilket gør det muligt at realisere drømmene lokalt.

Formand for udvalget, Helle Bak Andreasen, tilføjer:

- Når vi samler kræfterne og samarbejder om ønsker og muligheder, skaber vi handling, der styrker både lokalområdet og hele Jammerbugt Kommune. Det er inspirerende at høre de mange gode idéer, og vi ser frem til at mødes med jer alle.

Møderne: Kaffe, kage og fællesskab

Alle møder starter sidst på eftermiddagen eller først på aftenen og varer et par timer. Undervejs serveres der kaffe og kage, så snakken kan flyde i en uformel og hyggelig atmosfære.

Datoer og steder for møderne

Møderækken starter d. 27. januar i Tranum og afsluttes d. 7. maj i Arentsminde. Undervejs besøges alle 24 lokalområder, så alle borgere får mulighed for at deltage tæt på deres hjem.

For detaljer om mødedatoer og steder kan borgerne finde information på kommunens hjemmeside eller kontakte Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.

Deltag og vær med til at forme fremtiden for dit lokalområde!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste