Billede beskrivelse

Efter 50 år: Nu er det slut

06. december 2024 kl. 14.02

TORSLEV: Onsdag aftens adventskoncert i Torslev kirke var lidt ud over det sædvanlige – og kirken var fyldt til sidste plads, da Hanbokoret og Skøtts Kapel sang julen ind.

Det var der en helt særlig grund til.

For adventskoncerten var også Hanbokorets sidste optræden. Efter 50 år er det slut. Koret lukker og slukker.

Billede beskrivelse

Stopper på toppen

- Vi bliver alle sammen ældre og ældre – og vi vil gerne stoppe på toppen, mens vi endnu kan, siger Hanbokorets formand Gurli Mose.

- Så da Hanbokorets stifter og dirigent Ida Leding Larsen for nogen tid siden meddelte, at hun ønskede at stoppe, blev vi enig om, at tiden var kommet til at lukke koret, som jeg selv blev medlem af for omkring 40 år siden.

- Vi skylder Ida en stor tak for indsatsen. Hun har været helt vanvittigt stabil – og det er kun sket få gange, at hun har meldt forfald.

- Hanbokoret har været et fast samlingssted for os i Skovsgård-Torslev-området i mange år. På et tidspunkt var vi oppe på at være et halvt hundrede medlemmer, men det er dalet støt de seneste år. Nu, hvor vi lukker, er vi cirka 25 medlemmer, oplyser Gurli Mose.

Billede beskrivelse

Tilløbsstykke

Advents- og afslutningskoncerten blev et tilløbsstykke, så der måtte i sidste øjeblik sættes ekstra stole ind i Torslev Kirke.

- Der var 160 tilhørere, oplyser Gurli Mose, der også er menighedsrådsformand i Midt-Hanherred Pastorat, som omfatter kirkerne i Lerup, Tranum, Koldmose, Torslev og Øster Svenstrup.

Adventskoncerten blev indledt med en fællessalme og en kort andagt ved præst Kristian Gram Schjoldager. Koncerten blev afsluttet med en tale af borgmester Mogens Christen Gade, der sagde tak for sangen til både Hanbokoret og Ida Leding Larsen.

- Ida har ydet en imponerende indsats på mange områder gennem 60 år – blandt andet som ildsjælen bag de årlige adventskoncerter i Torslev Kirke og ikke mindst som dirigent for Hanbokoret. Tak for sangen, lød det fra borgmesteren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste