Billede beskrivelse

Efter 50 år: Hanbokoret takker af ved årets adventskoncert

23. november 2024 kl. 06.02

TORSLEV: En epoke i Han Herreds musik- og kulturliv slutter, når årets adventskoncert finder sted i Torslev Kirke onsdag den 4. december kl. 19.30. 

Koncerten markerer afslutningen på Hanbokorets imponerende 50-årige historie, da koret lukker ned ved årsskiftet. Det er derfor særligt passende, at den sidste optræden sker ved netop adventskoncerten, hvor koret gennem alle årene har været fast deltager under ledelse af dirigent Ida Leding Larsen.

Det fortæller koret. 

Som tidligere år medvirker også kirkens kor, Englekoret, og blæserensemblet Skøtts Kapel. Sammen vil de præsentere et varieret program med julesange og -melodier i genrer fra både det rytmiske og det klassiske repertoire samt fra mange forskellige lande. Publikum inviteres til at synge med på fællessange, og sognepræst Folmer Toftdahl-Olesen bidrager med et liturgisk indslag.

I anledning af Hanbokorets sidste optræden vil borgmester Mogens Christen Gade være til stede ved koncerten. Efter den sidste tone lyder, bydes publikum på et mindre traktement som en afsluttende markering af korets lange virke.

Både Hanbokoret og Midt-Hanherred Pastorat, der arrangerer koncerten, håber på et stort fremmøde – gerne med tidligere kormedlemmer iblandt – så der kan blive sagt et hjerteligt farvel og tak for mange års musikalsk glæde og fællesskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste