Dyrskue tiltrak mange udstillere og besøgende
FJERRITSLEV: Lørdag var Fjerritslev et af de helt store samlingspunkter, da årets udgave af Fjerritslev Dyrskue blev afholdt.
Med et fuldt program fra morgen til sidst på eftermiddagen var der liv på dyrskuepladsen med dyr, maskiner og aktiviteter for både store og små.
Det fortæller dyrskuens arrangører i en pressemeddelelse.
I år var 2.950 udstillere, hjælpere og gæster samlet på dyrskuepladsen. Samtidig var 222 dyr tilmeldt skuet, og 34 maskinudstillere deltog, hvilket tilsammen bidrog til et tæt program på pladsen.
I ringen blev der konkurreret og bedømt, mens der rundt på pladsen var gang i både erhvervsudstilling, aktiviteter og samtaler på tværs. Det gode sommervejr og solskinnet dannede rammen om dagen.
– Vi havde nogle rigtig gode rammer for at afholde dyrskuet i år, og det er jeg meget tilfreds med. Samtidig har vi igen oplevet en stor opbakning, som betyder meget for os. Derfor vil jeg gerne sige en stor tak til alle, der bidrog på dagen – ikke mindst de mange frivillige og udstillere, men også de besøgende, som tilsammen var med til at sikre, at det blev en god dag og et vellykket dyrskue, siger formand for Fjerritslev Dyrskue, Jørgen Vigsø.
Traditioner og aktiviteter side om side
Årets udgave var præget af både tradition og fornyelse. Bedømmelserne i de forskellige dyregrupper trak som altid mange tilskuere til, mens erhvervsudstillingen viste, at dyrskuet ikke kun handler om dyr, men også om teknik, udvikling og lokale virksomheder.
Børnene fyldte også meget på pladsen. Børnedyrskuet, aktiviteterne i skoven og de mange oplevelser i børnehøjde trak mange børnefamilier til og skabte liv flere steder på pladsen – også væk fra ringene.
Fjerritslev Dyrskue arrangeres af Agillix i samarbejde med dyrskueudvalget samt en lang række frivillige og lokale aktører.
I løbet af dagen blev de tilmeldte dyr bedømt af skuets dommere. Blandt dagens vindere var Holmegaard v/John Klit fra Fjerritslev, som modtog priserne for skuets bedste ældre Holstein, bedste yngre Holstein, bedste yver Holstein samt bedste besætningsgruppe for malkekvæg Holstein.
Jonna og Lars Bach fra Fjerritslev modtog prisen for skuets bedste Jersey, mens Preben Madsen fra Thisted blev tildelt prisen for skuets bedste køddyr.
Neergaard Charolais fra Fjerritslev vandt både prisen for skuets bedste kødkvægsbesætningsgruppe og prisen for skuets bedste hundyr med en Charolais-ko over fire år med kalv. Skuets næstbedste kødkvægsbesætningsgruppe gik til Mads Bjerregaard fra Thisted.
Charlotte Christensen fra Dybvad modtog prisen for skuets bedste hest, mens Gaardsted Højgaard I/S fra Løgstør blev kåret til skuets næstbedste malkekvægsbesætningsgruppe.
Bundgaardsminde Holstein fra Vadum vandt prisen for skuets bedste kvie, og Seier Laue Bjerregaard fra Aars modtog prisen for skuets bedste handyr med en Grauvieh-tyr. Prisen for skuets bedste kødkvægspar gik til Troels Andersen fra Nibe.