Danny byder på magi
GJØL: Lørdag havde Galleri Kunstlade Gjøl fernisering på den traditionelle efterårsudstilling, som i år har fået tilnavnet ”Den magiske efterårsudstilling”.
Galleristen Danny Heinricht byder på både egne værker og værker af vennerne, som er faste gæster på Kunstlade Gjøls udstillinger.
Ny i det gode selskab er den hollandske Caroline Hesselink.
- Mange af Carolines motiver er natlige. I sine malerier skildrer hun personlige elementer, tanker og følelser, realistisk malet og i afdæmpede stemninger. Ved første øjekast kan scenerierne virke enkle eller ligetil, men samtidig fremkalder de spørgsmålet: "Hvad foregår der her?", forklarer Danny Heinricht.
Poetiske og stemningsfulde
- Carolines malerier er meget poetiske og stemningsfulde, så jeg tror, at de falder i manges smag, mener galleriejeren.
Hjemme i Holland driver Caroline Hesselink en kunstskole sammen med billedkunstneren Peter van Oostzanen. Parret deler i øvrigt også soveværelse.
Peter van Oostzanen er en gammel ven af Danny Heinricht, der har udstillet efterhånden mange gange på Kunstlade Gjøl. Oostzanen er især kendt for sine mange billeder med en Citroën 2CV som det gennemgående motiv.
”Den magiske efterårsudstilling” er åben hver dag undtagen mandag frem til 2. november – hver dag mellem 11 og 17.