Billede beskrivelse

Byfesten er noget særligt i år

28. juli 2025 kl. 11.03

SKOVSGÅRD: Årets byfest i Skovsgård bliver noget helt særligt. Det fortæller Niels ”Sedaka” Sørensen, der er formand for Skovsgård Boldklub, der står bag byfesten, der foregår den 5. til 9. august.

- Normalt plejer vi at lægge ud med en gadeturnering i fodbold, men den turnering er i år skiftet ud med pokalkampen, hvor vi skal spille mod Hobro IK tirsdag aften. 1. divisions-holdet fra Hobro er det højest rangerende fodboldhold, der nogensinde har spillet i Skovsgård, så der har været mange forberedelser.

Byens stadion, Iver Park, har fået den helt store makeover.

- Vi er næsten helt færdige med at gøre stadion klar. Der har været 10 frivillige her fredag og lørdag, der har støbt stolper til net bag målet, skiftet rækværk, beskåret træer og buske og gået en tur med buskrydder, så det eneste, vi nu mangler, er at få sat net op og få kridtet banen op.

- Pokalkampen bliver en stor oplevelse for alle, tør jeg love allerede nu, siger Sedaka, som han altid kaldes i boldklubben.

Pattegris og dans

Ellers byder byfesten på fodbold alle dagene. Onsdag er der Skovsgård-løbet og herreaften i teltet med stegt flæsk. Torsdag byder på familiebanko og kvindeaften med komikeren Nikolaj Stokholm. Fredag er der burnout og bagefter fest i teltet og diskotek med DJ Bygholm.

Festlighederne kulminerer lørdag aften med fest i teltet, helstegt pattegris og dans til klokken 2.

- Det bliver en god fest. Vi begynder allerede næste weekend med at stille telt op, for det kan kun lade sig gøre at lave sådan en byfest med en hær af frivillige. Jeg regner med, at vi har cirka 65 frivillige i gang i løbet af byfestdagene, siger den lokale fodboldformand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste