Børnenes bedste byfest i Brovst
BROVST: Byen står på den anden ende, når der er i byfest i Brovst - og der er noget for både børn og voksne.
En af de årligt tilbagevendende faste traditioner er er det store børnekarnevalsoptog, hvor børnene fra byens daginstitutioner går larmende og dansende gennem gaderne.
Det er børnenes fest - byfest.
Det store optog begyndte ved skolen.
I spidsen for optoget en flok børn bevæbnet med murerspande som trommer.
Ih, hvor det larmede.
Så fulgte børn i barnevogne, Jammerbugt Garden og ikke mindst bytoget Fut, hvor en flok heldige, udklædte dagplejebørn fik et lift.
Optoget fulgte en rute op ad Dalvej, Kirkegade og Jernbanegade, indtil det hele sluttede på festpladsen bag Sport & Kulturcenter Brovst.
Gratis slushice
Her var der gratis slushice til børnene - og også gratis kager, som byens to Bagedyst-veteraner, Niklas og Rikke, stod for.
Der var selvfølgelig også gratis hoppeborg - akkurat som på de øvrige festdage.
Byfesten fortsatte fredag med blandt andet gadeturnering i fodbold, fællesspisning i teltet og bagefter bal med Beers for Tears.
Lørdag fortsætter festlighederne med blandt andet Brovst Challenge, den store grisefest med Brovst Revyen og mere dans, indtil teltet lukker klokken to.
Søndag venter der så alle de frivillige en stor oprydningstjans.
Byfesten i Brovst er arrangeret af Brovst Borgerforening.