Årets største event i Aabybro
AABYBRO: Er børnekarnevallet ved at være årets største event i Aabybro. Det mener borgmester Mogens Christen Gade.
Han blev virkelig imponeret, da han fredag skød det flotte arrangement i gang på det grønne område overfor Skipper Clement Børnehave og Vuggestue.
Omkring 500 børn og voksne fra pasningsordningerne i Aabybro og omegn - både kommunale og private - var med. Temaet var Cirkus, og det havde virkelig sat gang i kreativiteten i pasningsordningerne.
Hele persongalleriet fra en cirkus-forestilling kunne man opleve. Og flere af cirkus-dyrene var der også. De fantastiske udklædninger imponerede de mange tilskuere, som også var mødt op, og der blev taget billeder i tusindvis.
- Det er en fantastisk tradition, der er skabt med et børnekarneval for både kommunale og private pasningsordninger. Stor ros til både personale, forældre og bedsteforældre for det store engagement. Det er imponerende, og det er vel årets største event i Aabybro, siger borgmesteren.
Også overordnet dagtilbudsleder Karen-Marie Corneliussen var begejstret.
- Jeg synes det er imponerende at børnekarnevallet vokser sig større år efter år. Sidste år var vi 2000 samlet her på pladsen. I år tror jeg, vi er omkring 2500, siger hun.
Borgmesteren satte karnevallet i gang ved at klippe snoren til en håndfuld balloner, som steg op mod himlen.
Med samba-gruppen Poco Loco i spidsen bevægede alle sig gennem Aabybro Centret til Banestien, hvor masser af voksne og børn havde taget opstilling for at se det flotte optog. Tilbage på det grønne område ventede saftevand og kage, som forældre og bedsteforældre have fremtryllet og delte ud af.
Og så blev hyggen sluppet løs på den grønne plæne - Aabybros karnevalsplads.