25 frivillige gjorde klar til fest på Øland
ØLAND: Der mangler aldrig frivillige hænder, når der skal være Ø-fest på Øland.
Det blev bevist søndag eftermiddag, hvor 25 øboere droppede eftermiddagskaffen og tog arbejdshandskerne på, så pladsen bag medborgerhuset er klar til den kommende weekends Ø-fest.
- Det er jo ingen sag at stable en stor fest på benene, når alle giver en hånd med, siger formanden for Øland Beboerlaug, Louise Frost.
- Så vi er klar til at give den gas. Teltet er oppe. Programmet er på plads, og vejrudsigten ser fin ud, så jeg glæder mig allerede.
Store forventninger
Louise Frost har især store forventninger til lørdagens råvaremarked, der med 20 udstillere byder på alle de gode sager, der fremstilles på Øland.
Der er også store forventninger til Øland Motorudstilling, der i en årrække har været en integreret del af Ø-festen.
- Vi ved aldrig helt, hvor mange der kommer, før på selve dagen. Men efter forhåndsinteressen at dømme, er jeg næsten sikker på, at vi får flere deltagere end nogensinde før, forklarer Mikael Vestergaard, der er primus motor i det store arrangement.
- Vi skal nok få fyldt hele pladsen bag medborgerhuset med fede gamle biler, flotte knallerter, store trucks og så selvfølgelig brandvæsenet med de flotte brandbiler.
Lørdagen byder også på masser af aktiviteter for børnene.
Der bliver kæphesteturnering, ansigtsmaling, kreahjørne og skattejagt, indtil de voksne om aftenen kaster sig over helstegt pattegris og dans med Peter Maler til godt og vel midnat.
Årets Ø-fest på Øland løber af stablen fra fredag 19. juni til og med søndag 21. juni.