13 kampe i hallen: Håndboldklub inviterer til stort hjemmestævne
FJERRITSLEV: Den lokale håndboldklub, Fjerritslev IF Håndbold, inviterer spillere, trænere, forældre og håndboldinteresserede til en festlig afslutning på sæsonen, når klubben afholder sit store afslutningsstævne søndag den 30. marts.
Arrangementet finder sted i Idrætscenter Jammerbugt og byder på en dag fyldt med spændende håndboldkampe, sjove aktiviteter og hyggeligt samvær, skriver håndboldklubben i en omtale.
Afslutningsstævnet er en fast tradition i klubben og en oplagt mulighed for at fejre en fantastisk sæson, hvor både ungdoms- og seniorholdene har leveret flotte præstationer på banen.
Dagen vil byde på hele 13 kampe, hvor første kamp fløjtes i gang allerede kl. 9.00, og den sidste kamp starter kl. 20.30. Der vil være fælles indløb, lysshow og speaker til alle kampe samt kåring af kampens spiller for begge hold i hver kamp.
- Vi glæder os til at samle hele klubben og fejre sæsonens mange gode oplevelser sammen med spillere, trænere og forældre. Det er en dag, hvor vi både kan konkurrere og have det sjovt på tværs af årgange, siger formand for Fjerritslev IF Håndbold, Jesper Rasmussen.
Caféområdet vil være åbent med mulighed for at købe kaffe, kage og lette måltider.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i denne festlige dag, hvor vi sætter fællesskab og håndboldglæde i centrum.