Billede beskrivelse

100 år gamle krigspapirer drev på  land - hør hvad de gemmer på

01. november 2025 kl. 11.02

AABYBRO: Papirer fra Jyllandsslaget under Første Verdenskrig drev i sin tid i land ved Saltum. Nu kan publikum høre historien om, hvad de gamle dokumenter fortæller.

Det fortæller arrangørerne.

Et dramatisk kapitel fra verdenshistorien folder sig ud, når museumsinspektør Christian Toftgaard fra Sea War Museum i Thyborøn torsdag den 13. november kl. 19.00 til 21.00 gæster Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn i DGI Huset, Aabybro. 

Her holder han et spændende foredrag om Første Verdenskrig og det afgørende søslag – Jyllandsslaget.

Krigen, der oprindeligt var forventet at blive kort, udviklede sig til fire år med rædsler og millioner af døde. Kampene foregik ikke kun på land, men også til søs, hvor store slag kunne have ændret krigens udfald på blot én dag. 

Et af de mest betydningsfulde søslag var Jyllandsslaget den 31. maj 1916, hvor den britiske og den tyske flåde tørnede sammen ud for den danske vestkyst.

Efter slaget drev dokumenter fra det britiske krigsskib HMS Indefatigable i land ved Saltum. Papirerne blev gemt i næsten 100 år og giver i dag et enestående indblik i livet ombord – og i krigens brutalitet.

I foredraget fortæller Christian Toftgaard om krigens baggrund, de strategiske søslag og de historiske fund, der fortsat dukker op langs den jyske vestkyst.

Prisen er 95 kr. (inkl. en forfriskning i pausen). Tilmelding foregår via Jammerbugt Kommunes hjemmeside - søg på Folkeuniversitet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste