10.000 fodboldspillere indtager snart Nørhalne
NØRHALNE: Der er travlhed hos cup manager Martin Frandsen.
Torsdag 14. maj går det løs med den 41.udgave af Nørhalne Cup i fodbold.
Men travlheden er ikke noget nyt - sådan er det hvert år.
Og hvert år formår alting at være klar, når de mange spillere og ledere dukker op for at spille fodbold fra 14 til 17. maj en lang række steder i Jammerbugt og nabokommunerne.
- Der kommer 540 hold. Det er et passende antal. Vi går ikke efter så mange deltagere som muligt. Vi vil helleren satse på at give de mange deltagere så god en oplevelse, som muligt, siger Martin Fransen og tilføjer, at op mod 550 deltagende hold er det ideelle.
Norge sender ikke færre end 150 hold til Nørhalne Cop.
Det er omkring 22 procent af deltagerne, der kommer fra Norge.
Norges store nationaldag, 17. maj, falder på sidstedagen af Nørhalne Cup.
Det betyder, at en del af de norske hold rejser hjem lidt tidligere end andre for at kunne være med til at fejre nationaldagen.
Besøg fra elitehold
Flere store udenlandske klubber sender hold til Nørhalne., hvor de skal spille i eliterækken.
Det gælder blandt andet Glasgow Rangers fra Skotland.
De var også med sidste år og blev så begejstrede for turneringen, at de vender tilbage i år.
Fra England kommer Newcastle United og Wolverhampton.
Fra Tyskland kommer Werder Bremen, og fra Slovakiet kommer også et stærkt elitehold, Dukla Banska.
De mange spillere og ledere skal overnatte på skoler, både i Jammerbugt og nabokommunen, og som noget nyt skal der i år også være overnatning på Fjerritslev Skole.
Der skal ikke spilles kampe i Fjerritslev, men hold, der spiller i Brovst og Skovsgård, skal overnatte i Fjerritslev.
Mange frivillige
- Med 540 hold kommer vi op på små 10.000 deltagere - spillere og ledere, fortæller Martin Frandsen.
Det kræver masser af frivillige og samarbejde med andre klubber.
- Vi samarbejder med 14 andre klubber, fortæller Martin Frandsen, der tilføjer, at der alene i Nørhalne er brugf for omkring 300 frivillige.
- Uden deres store indsats, var der ingen Nørhalne Cup, siger han.
Flere af de frivillige har været i gang med planlægningen i flere måneder.
Et stort arbejdsområde for de frivillige er at fremstille sandwicher til stævnet.
- Der skal laves mange tusinde sandwich. Nu laver vi buffet et sted mere og kan derved reducere produktionen af sandwich og dermed lette arbejdet for de frivillige, siger Martin Frandsen.
Kommunalbestyrelsen har i øvrigt efter godkendelse af Erhvervsstyrelsen sagt ja til en dispensation fra lukkeloven.
Det betyder, at de detailbutikker, der ligger i de byer, der har overnattende Nørhalne Cup-deltagere, må holde åbent Kristi himmelfartsdag 14. maj.