Billede beskrivelse

Erik har været formand i 42 år

- Bestyrelsen synes, jeg skal fortsætte, siger 86-årige Erik Nielsen, Ø. Rendbæk

10. august 2023 kl. 16.01

I 1981 blev Erik Nielsen valgt som formand for Sønderjysk Forening for Hvetbo Herred. Og han har haft posten lige siden - altså 42 år som formand.

Bestyrelsen har efter forårets generalforsamling netop konstitueret sig med genvalg til 86-årige Erik Nielsen.

- Selvfølgelig har jeg tænkt på at stoppe, men bestyrelsen synes, jeg skal fortsætte. Det gør jeg så - i hvert fald indtil næste generalforsamling, fortæller Erik Nielsen, Ø. Rendbæk ved Sdr. Saltum.

Det er ikke en voldsom stor forening, Erik Nielsen er formand for. 60 husstande fra Ingstrup til Brovst i Jammerbugt Kommune, betaler kontingent,

Og netop kontingent-opkrævning er en del af formandens arbejde. En meget stor del af medlemmerne får besøg af et bestyrelses-medlem, når det årlige kontingent på 125 kr. skal betales.

- Nå jeg kommer på besøg en gang om året og siger goddag, er medlemmerne mindre tilbøjelige til at melde sig ud, siger Erik Nielsen og tilføjer, at den lave kontingent på 125 kr. også er med til at fastholde medlemmerne. Men ligesom mange andre foreninger er Sønderjyske Forening ramt af medlemstilbagegang.

I dag er der kun to lokale Sønderjyske foreninger - eller grænseforeninger - tilbage i Vendsyssel: Hvetbo og Brønderslev.

At Sønderjylland og Sydslesvig har en stor plads i Erik Nielsens hjerte er ingen tilfældighed.

- Da jeg som barn gik i Rendbæk Skole fik vi en vikar fra Sydslesvig. Hans fortællinger om Sydslesvig gjorde et stort indtryk på mig, fortæller Erik Nielsen, der som ung var på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Her kunne han bl.a. høre forstanderen på talerstolen "kræve" Danmark til Ejderen. Efter højskoleopholdet blev han tre år på en gård i det sønderjyske.

Da han vendte hjem til Ø. Rendbæk var han derfor klar til at blive formand for Sønderjysk Forening, hvor han i øvrigt afløste sin far.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste