DGI Huset ta'r en uge ved søen
AABYBRO: DGI Huset i Aabybro rykker i en uges tid - fra søndag 31. august til søndag 7. september - ud til Søparken.
Det sker samtidig med, at Stine Rex og David Stolenborg løber rundt om søen og forsøger at sætte ny verdensrekord på 1000 km. løb på 7 dage.
- Vi vil gerne vise os frem og vise hvad, vi kan tilbyde, fortæller Line Steffensen, marketingansvarlig i DGI Huset.
- Langt de fleste kender selvfølgelig DGI Huset i forvejen, men for os er det helt naturligt at være med ved den store begivenhed, tilføjer hun.
DGI Huset har fået en plads på det grønne område ved kultur- og erhvervscentret. Her bliver der slået et telt op, og der er åbent for alle interesserede hver dag fra kl. 8 til kl. 19.
- I løbet af ugen bliver der masser af aktiviteter, og man kan få sved på¨panden, fortæller Line Steffensen.
- Mange af holdene fra DGI Huset rykker ud til søen, så vi bedre kan vise, hvad vi tilbyder, tilføjer hun.
Man kan også være med på holdene. Det koster 30 kr.pr. hold. Pengene går ubeskåret til Gestus Nord, som støtter børn og unge, der er kommet i en situation, hvor de har brug for en ekstra håndsrækning. Man kan også støtte Gestus Nord ved at tage en tur på de to cykler, DGI Huset har taget med. Sponsorer giver et beløb afhængig af hvor langt, man cykler.
Der bliver stillet en forhindringsbane op, som byens børnepasnings-institutioner er inviteret til at prøve fra mandag til fredag i et par timer om formiddagen.
DGI Huset er også med i to børneløb, Helteløbet søndag 31. august kl.10 og Klovneløbet lørdag 6. september kl.10.30.
Ansigtsmaling byder DGI også på.
- Vi håber rigtig mange vil besøge os, lyder det fra Line Steffensen.