
Vind en bil med Emil og Silas
Så er årets udgave af Fjerritslev-Chancen skudt i gang – og traditionen tro byder det store lotteri på chancen for at vinde en spritny Suzuki fra HJN-biler i Kollerup.
Hvert år afholder Fjerritslev Idrætsforenings støtteforening Fjerritslev-Chancen for at kunne yde økonomisk støtte til ungdomsafdelingen i FIF Håndbold og FIF Fodbold. Indtægterne giver blandt andre de to unge fodboldspillere Emil Fjordbak og Silas Bjørn Bak Nielsen mulighed for at udvikle deres fodboldspil.
Mange flotte præmier
- Vi sælger i alt 2000 lotterinumre, og der er 174 gevinster i alt til en samlet værdi af 238.943 kroner, fortæller Mathias Bak Nielsen fra Fjerritslev Idrætsforenings støtteforening.
- Du kan købe dit lotterinummer mellem 3. september og 30. oktober til en pris af 125 kr. pr. stk. Lodderne kan købes ved Fjerritslev Idrætsforenings hjemmekampe, ved udvalgte butikker i Fjerritslev og omegn samt ved dørsalg.
- Når nøglen er købt og heldet skal testes, foregår det den 4.-5. november hos HJN Auto på Svinkløvvej 87 i Kollerup i tidsrummet fra kl. 10.00-15.00. Vinderne af nøglegevinsterne er dem, der har en nøgle, som passer i en af låsene. Hovedgevinsterne skal afhentes senest den 19. november hos HJN Auto.

- De øvrige gevinster udtrækkes af Notarius Publicus og offentliggøres også hos HJN Auto den 4. november, og derudover kan vinderne findes i Fjerritslev Ugeavis uge 47 og på www.fifhb.dk. Gevinsterne skal afhentes senest d. 29. november. Der er mulighed for én gevinst pr. vindernummer. Husk at kuverten kun må åbnes af Fjerritslev Chancen, når du møder op for at teste din nøgle, understreger Mathias Bak Nielsen, der glæder sig over den store opbakning til konkurrencen blandt de erhvervsdrivende i Fjerritslev og omegn.
- De støtter os, så vi vil opfordre alle til at støtte dem ved at handle der, når man alligevel skal ind og købe sit lod, opfordrer Mathias Bak Nielsen.