Vibeke glæder sig til luftguitar og Susie-koncert
Vibeke Stiller Thomsen fra Garderoben i Brovst er en garvet luftguitarist og inkarneret fan af Susie, så hun glæder sig til årets sidste Open by Night i Brovst på fredag. Her spille Susie og Drengene på Jernbanetorvet.
- Susie kan virkelig sætte gang i publikum og få alle til at skråle med på Smoke on the Water, så der bliver gang i gaden – endnu mere gang i den end normalt, siger Vibeke Stiller Thomsen, der også er medlem af bestyrelsen i Brovst Handelsforening, som står bag fredag aftens store arrangement.
- Udover koncerten med Susie og Drengene – Susies nye orkester efter Leos død – byder vi også på underholdning med Jørgen Bjerregaard, der spiller i Jernbanegade.
Pattegris, pølser og fadøl
- Vi stiller også et stort telt op i midten af gaden, så folk kan hygge sig i læ for eventuelt dårligt vejr. Eventuelt med helstegt pattegris fra Spar, pølser fra Midtpunktets pølsevogn og fadøl fra både Den Grønne Bodega og Cafeen. For børnene bliver der også ansigtsmaling, og så kører Fut naturligvis hele aftenen med de populære rundture – helt gratis.
Så skal vi jo heller ikke glemme det allervigtigste – byens butikker. De kommer til at bugne af gode tilbud på denne festlige aften, der markerer afslutningen af en god sommer blandt de handlende i Brovst.
- Det er gået godt. Det ind i mellem lidt tvivlsomme vejr har lokket masser af turister og sommerhusfolk til Brovst, og handlen er gået livligt, hører jeg fra kollegerne, siger Vibeke Stiller Thomsen, der nu går i skarp træning med luftguitaren, så hun er i topform til koncerten med Susie og Drengene.