Billede beskrivelse

Vesterhavsrock inviterer byen til julefrokost

29. september 2024 kl. 19.01

FJERRITSLEV: Lørdag den 30. november slår Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev dørene op for en kæmpemæssig og festlig julefrokost for hele byen.

Det er folkene bag Vesterhavsrock, der står bag det nye initiativ.

- Ideen til en julefrokost for hele Fjerritslev opstod, da vi havde 25 års jubilæum med Vesterhavsrock i august, fortæller Søren Mortensen, der er formand for Vesterhavsrock.

- Opbakningen til årets koncert på dyrskuepladsen var enestående, så vi vil gerne give lidt tilbage til byen – og netop en julefrokost for hele byen, mangler vi altså. Så nu prøver vi med det – og så får vi se, om der også er opbakning til ideen.

Nonstop musik

- Jeg tør godt love, at det bliver en festlig aften, hvor vi har hyret The Powls, der også var med på Vesterhavsrock til at spille. De optræder på skift med en DJ, så det bliver en festlig aften med dansemusik nonstop, siger Søren Mortensen.

- Det bliver naturligvis også med en stor julebuffet leveret af Elses Catering, så julestemningen vil også ramme smagsløgene – sådan som det skal til en rigtig julefrokost af de helt store.

- Vi forestiller os, at julefrokosten også er en god mulighed for virksomheder og foreninger – og vi skal nok sørge for, at grupper kommer til at sidde sammen, lover Søren Mortensen.

Rent praktisk foregår det ved, at man køber billetter på www.vesterhavsrock.dk – og så sender man bagefter en mail til info@vesterhavsrock.dk med besked om, hvem og hvor mange der skal sidde sammen.

Prisen for hele herligheden – inklusiv massiv julestemning – er 395 kroner pr kuvert.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste