Vandplask og svømning fortsætter trods renovering af bassin
Svømmerne har fået mulighed for at få vand under fødderne i Jetsmark Idrætscenter
AABYBRO: Sæsonen er skudt i gang i Aabybro Svømmeklub, og de to første uger er gået godt, oplyser Rasmus Grøn, der er svømmeskoleleder.
- Vi er kommet godt fra start i svømmeskolen, og vi har mødt en masse glade børn i de to første uger af svømmeskolen. Der er stadig ledige pladser på flere typer af hold - især på leg & plask, begynder- og familieholdet, siger han.
Den kommende tid byder imidlertid på ændringer for nogle af medlemmerne i Aabybro Svømmeklub. DGI-Huset skal i gang med at lægge nye fliser i dets varmtvandsbassin, hvilket betyder, at varmtvandsbassinnet holder lukket i en periode fra 14. september til 2. november.
Det får betydning for svømmeklubben, der normalt har hold i dette bassin. Svømmerne er til alt held ikke henvist til tørsvømning i denne periode, da der er lavet en løsning for de i alt ti hold:
- Vi er så heldige, at vi har fået lavet en aftale med Svømmeklubben JET og Jetsmark Idrætscenter, der gør, at alle hold svømmer videre. De hold, der ellers skulle være i varmtvandsbassinnet i den periode er enten flyttet til 25m-bassin eller til Jetsmark, siger Rasmus Grøn.
- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få en løsning, der gør, at alle medlemmer fortsat kan svømme i hele perioden. siger han og tilføjer.
- Alle hold, hvor der er ændringer vil få en mail, der informerer om ændring og ny placering af holdet.