Her ses sidste års modtager af Kulturprisen, Birthe Holmgaard fra Tranum Strandgård (th), sammen med formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.
Det sker

Vær med når minister uddeler lokal hæderspris

Du er inviteret med til fest, når dette års vinder af Kulturprisen 2022 skal kåres 

04. oktober 2022 kl. 13:55

JAMMERBUGT: Nu bliver spændingen snart udløst, når dette års vinder af Jammerbugt Kommunes Kulturpris 2022 skal kåres og hyldes - og du er inviteret med til festen. 

Det er anden gang, at Kulturprisen bliver uddelt i forbindelse med kommunens årlige kulturuge i uge 40, der på festlig vis afsluttes med musikalsk underholdning, kunstudstillinger og prisoverrækkelse. 

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil overrække kulturprisen, og derudover deltager Helle Bak Andreasen, der er formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, og Kulturelt Samvirke.

- Det er meget positivt og livsbekræftende at få lov til at hædre en person eller et netværk, som yder en bemærkelsesværdig indsats på det kulturelle felt i Jammerbugt Kommune. Og så er det jo festligt, når prisen overrækkes, fortæller Helle Bak Andreasen i en pressemeddelelse. 

Alle har har haft mulighed for at indstille kandidater, og vinderen udpeges af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget efter indstilling fra Kulturelt Samvirke. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal, og vinderen offentliggøres ved arrangementet. 

Festlighederne finder sted på Tranum Strandgård på søndag 9. oktober klokken 14, og det er gratis at deltage i arrangementet. Du kan tilmelde dig begivenheden på Jammerbugt Kommunes hjemmeside.

Om Kulturprisen

Formålet med præmieringen er at anerkende en person eller et netværk, der:

  • Har bragt kunst og kultur til Jammerbugt Kommunes borgere og som har ydet en bemærkelsesværdig indsats indenfor kunst eller det almene kulturelle område.
  • Har sat synlighed på kunst og kultur i Jammerbugt Kommune og har kunst og kultur i sit hjerte.
  • Står for høj kvalitet og har gode formidlingsevner, som medvirker til, at der sættes spor.
  • Har været igangsætter og har givet inspiration til andre samt skabt interesse for aktiviteter inden for kunst- og kulturlivet.

Annonceret indhold

Nyeste