
Troldehuset: Stine er en del af inventaret
Daginstitutionen Troldehuset i Arentsminde fejrede lørdag 30-års fødselsdag. Det er historien om 30 års lokalt engagement, opbakning og foretagsomhed, men det også historien om den 31-årige Stine Hyllested, der har haft Troldehuset som omdrejningspunktet hele sit liv.
Som fireårig kom hun i 1995 i børnehaven i Troldehuset. I skoletiden gik hun til hånde i daginstitutionen efter skoletid. Siden blev hun ansat som pædagogmedhjælper og sidenhen pædagog – og sidste år købte hun så Troldehuset sammen med kompagnonen Janni Andersen.
- Så jeg er en del af det faste inventar i Troldehuset. Det er jeg glad for og stolt af, for det er en god daginstitution, som betyder meget for Arentsminde, siger Stine Hyllested.

Stor opbakning til Troldehuset
- Opbakningen til Troldehuset her i Arentsminde er fantastisk. Gennem tiden har 150 børn haft en god barndom her – og vi fortsætter, selv om der nu er gået 30 år. Forældrene er engagerede og medlevende – og vi mangler aldrig en hjælpende hånd, når der skal laves projekter.
- Troldehuset er normeret til 27 børn, som er fordelt i en vuggestue og en børnehave.Vi har vores egen grøntsagshave, og så bruger vi ellers lokalsamfundet så meget som muligt, siger medejer Janni Andersen.
Daginstitutionen, der ligger på Vendsysselvej i Arentsminde, blev startet for 30 år siden af tre dagplejere, som drev Troldehuset i en årrække. Siden fulgte andre ejere, indtil Stine Hyllested og Janni Andersen tog over 1. september sidste år.
30-års fødselsdagen blev lørdag fejret med åbent hus og kagemand mellem 10 og 14. Dagen igennem valfartede børn, forældre og borgerne til Troldehuset for at hilse på og slog fast, at Troldehuset ikke alene er en daginstitution, men i det hele taget en institution i det lille lokalsamfund.