Billede beskrivelse

Sanserne i spil: Børnene i Brovst Børnehave kan nu både smage, dufte og lære i ny frugtlund

28. oktober 2024 kl. 06.03

BROVST: Brovst Børnehave og Vuggestue har fået tilført en ny dimension til børnenes hverdag: en frugtlund, der inviterer til sanselige oplevelser og læring om naturens cyklus. En engageret forælder, Maria, deltog i Plant et Træs konkurrence og vandt en gratis frugtlund til institutionen. 

Begejstringen var stor, da Maria modtog bekræftelsen, og hun delte straks den glædelige nyhed med institutionens leder.

I sin begrundelse for ansøgningen skrev Maria:

- Brovst Børnehave og Vuggestue fortjener en frugtlund, fordi det vil glæde både børn og personale. Frugtlunden skaber mulighed for, at alle kan følge naturens udvikling tæt på og lære om, hvordan frugt og bær gror. Måske kan frugten endda bruges i madlavningen sammen med børnene.

Frugtlunden, der består af syv frugtbuske og syv frugttræer, herunder æbler, pærer, blommer og kirsebær, er nu plantet med hjælp fra forældrebestyrelsen og flere engagerede forældre, der straks meldte sig som frivillige. 

Billede beskrivelse

Planterne leveredes med vejledning og tilbehør som plantepæle og opbindingsstropper, så opgaven var tilgængelig for alle, uanset erfaring med havearbejde. Som en ekstra gave fulgte en læringspakke med bøger og plakater fra Naturskoleforlaget, samt individuelle trædiplomer til alle børn.

Frugtlunden åbner for unikke sanseoplevelser, hvor børnene kan følge årets gang på nært hold.

De kan se træerne og buskene vokse, røre ved frugterne, plukke dem, dufte til dem og smage på dem, når de er modne. Brovst Børnehave og Vuggestue glæder sig over det stærke fællesskab og den store forældredeltagelse, der har gjort denne sanselige udvidelse mulig for børnene.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste