Hele 274 badmintonspillere har tilmeldt sig årets "Fjerritslev Open", og derfor er der naturligvis både travlhed og glæde hos den arrangererede forening, Fjerritslev Badmintonklub. Her er det billeder fra tidligere år, hvor der kæmpes i træningshallen.
Det sker

Rekord: Badmintonturnering har vokseværk

Med 600 kampe og 274 deltagere bliver der i år sat rekord, når Fjerritslev Badmintonklub i den kommende weekend afholder Fjerritslev Open.

24. november 2022 kl. 13:32

Stævnet fandt sted første gang i 2019 og er siden vokset støt i deltagerantal. Sidste år var der 141 deltagere, og nu er der næsten dobbelt så mange, som ønsker at være en del af sportsbegivenheden. Til stor glæde for Kathrine Kjeldtoft Mortensen, der er frivillig og medlem af stævneudvalget i badmintonklubben.

-Det er helt overvældende, at vi i år har så mange deltagere. Vi har faktisk været nødsaget til at sige nej til klubber, som ønskede at tilmelde sig efter fristen, siger hun.

Kathrine Kjeldtoft Mortensen vurderer, at den stigende opbakning skyldes, at det er blevet alment kendt, at det er en nordjysk turnering, som forsøger at skabe hyggelige og gode rammer.

- Vores vision er at lave et anderledes stævne i Nordjylland, og derfor giver vi den fuld gas både med hensyn til selve turneringen og præmierne, siger hun.

-Vi har en opvisningsbane, som er i midten af hallen – altså en ”centercourt”, og vi forsøger generelt at lave et meget professionelt set-up. Desuden prioriterer vi at skabe nogle gode og hyggelige rammer for publikum, siger hun.

Deltagerne kommer primært fra Nord- og Midtjylland. Den massive tilslutning har gjort det nødvendigt at søge assistance uden for byen. Derfor er Thorup-Klim Hallen også i brug under stævnet.

- Det har naturligvis givet lidt flere udfordringer, men de er af den positive slags, og heldigvis har vi en lang række frivillige, som vi kan trække på, siger Kathrine Kjeldtoft Mortensen.

Annonceret indhold

Nyeste