Pyrus går på scenen i Aabybro-centret
AABYBRO: Nissen Pyrus, som begejstrede børn og barnlige sjæle i TV2's julekalendere i 1990'erne, kommer en tur til Aabybro. Det bliver fredag 29. november, som er Black Friday.
Pyrus optræder på den mobile scene i Aabybro Centret fra kl 15.30 til kl. 16.
Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handel og Erhverv, som er arrangør, tør godt love, at der bliver et genhør med flere af Pyrus' populære sange, bl.a. Cool Jul - Vi vil ha' gang i den.
Fra kl. 16.30 til kl. 17 bliver der lejlighed til at komme helt tæt på Pyrus - få en snak med ham og måske blive fotograferet sammen med ham - når der er det såkaldte meet-and-greet.
- Vi håber, der kommer rigtig mange for at se og høre Pyrus. Ikke bare børn, men også deres forældre, som jo selv var børn, da julekalenderen med Pyrus blev sendt første gang, siger Thoms Sørensen.
Han tilføjer, at hvis vejret bliver dårligt fredag 29. november, flyttes arrangementet med Pyrus til DGI Huset.
Pyrus, hvis borgerlige navn er Jan Linnebjerg, er i dag en lidt ældre nisse på 64 år.