Billede beskrivelse

Oplev lokalhistorisk kunst: Sommerudstilling i Fjerritslev

08. juli 2024 kl. 11.00

FJERRITSLEV: Arrangørerne bag det lokalhistoriske projekt »Kunsten i Han Herred«, iværksat i 2017, er i fuld gang med forberedelserne til den 8. sommerudstilling i Fjerritslev Kirkecenter.

Udstillingen, der traditionen tro præsenterer et udvalg af kunstmalere, som er inspireret af det storslåede landskab, havet, lyset og befolkningen langs Jammerbugten, finder sted fra 13. til 21. juli med daglige åbningstider kl. 10-17 og gratis entré.

Ferniseringen finder sted lørdag den 13. juli kl. 14, hvor årets kunstnere præsenteres, akkompagneret af musik og fællessang.

Torsdag den 18. juli kl. 14.30 tilføjer Historisk Mode ved Inger Thunbo og hendes hjælpere ekstra farve til udstillingen med en opvisning af kjoler, hatte, sko, tasker og tilbehør fra perioden 1930-1970.

Billede beskrivelse

Svinkløvmaleren Martin Konopacki

I år præsenteres tre betydelige kunstnere med en stærk tilknytning til Han Herred. Plakatens motiv viser to solbadende piger ved stranden, malet af Svinkløvmaleren Martin Konopacki (1891‐1947).

Originalmaleriet pryder en væg i Tinghuset, hvor »Kunsten i Han Herred« har hjemsted.

Tirsdag den 16. juli kl. 19 inviterer arrangørerne til en foredragsaften med Lars Nørgaard, som er i gang med en større registrering af Konopackis værker. Han vil fortælle om sit arbejde indtil nu.

Martin Konopacki blev født i Liegnitz i Schlesien, voksede op i Flensborg og blev uddannet på kunstakademiet i München. Hans far var tysk, mens moderen stammede fra Rendtorff‐familien i Nørrebjerregaard, Gøttrup.

Familien købte under Første Verdenskrig sommerboligen på Slettestrandvej 126, og Martin Konopacki byggede selv et særpræget hus med atelier på grunden, der blev centrum for en omfattende produktion af landskabsmalerier. Efter hans død i 1947 overtog en anden Svinkløvmaler, Albert Kongsbak, huset.

Gaia-maleren John Riise

Den anden kunstner på plakaten er John Riise (1948-2012). Født i Aalborg og uddannet fra Cobra-maleren Egill Jacobsens malerskole i København, videreførte Riise sin uddannelse med en kunstpædagogisk eksamen.

John Riise flyttede til Han Herred i 1998 med sin hustru, Eva Toft-Andersen. De bosatte sig på Thorup Strandvej 51 i Vester Thorup, hvor han skabte sit atelier. Inspireret af James Lovelocks bog »Gaia« skabte Riise en serie billeder kaldet »Gaia-variationer«.

Intarsia-arkitekten Jørgen Aakjær Jørgensen

For første gang præsenterer »Kunsten i Han Herred« også en møbelkunstner, møbelarkitekt Jørgen Aakjær Jørgensen (1920-2007). Opvokset i Fjerritslev og udlært som snedker hos sin far, fordybede han sig senere i intarsia-teknikken i Sverige.

Jørgen Aakjær Jørgensens barnebarn, Nanna Aakjær Svendsen, har videreført arven gennem firmaet Intarsia Furniture og deltog i DR-programmet »Løvens Hule«.

Vision om kunstmuseum

Hovedparten af de udstillede værker er venligst udlånt fra private samlinger. Projektgruppen modtager stigende opmærksomhed fra donorer og sponsorer til indkøb, restaurering og formidling af klassiske værker.

I Tinghuset er der opbygget en større samling med hovedvægt på perioden fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet, hvilket danner grundstammen i visionen om et kunstmuseum for Svinkløvmalerne og andre Han Herred-malere.

Herdis Lau Nielsen, formand for projektets styregruppe, står til rådighed med oplysninger og modtager tilsagn om udlån og donationer af værker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste