Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mirakelmagerne fra Skovsgård får nyt stadion

28. september 2026 kl. 06.03

SKOVSGÅRD: Til foråret skal en helt ny udgave af Skovsgaard Boldklubs hjemmebane, Vinther’s Isolering Park, stå klar. 

Fremover skal publikum og spillere til klubbens hjemmekampe ikke længere søge bag om det høje læhegn længst væk fra klubhuset for at se fodbold på klubbens traditionsrige opvisningsbane.

Fra og med forårspremieren i 2027 skal Humlebierne, som boldklubbens spillere kaldes på grund af den gul-sorte spilledragt, spille hjemmekampe på en moderniseret udgave af boldbanen lige neden for klubhuset og hallen i Skovsgård.

Denne del af det lokale stadion har i mange år været anvendt til træning, Nørhalne Cup og breddefodbold, men næste år bliver banen til klubbens flagskib.

Hjemmebanen er pletskaldet

- Der er flere grunde til flytningen, fortæller Per Nielsen, der er sponsor- og projektansvarlig i Skovsgaard Boldklub.

- Dels er den traditionsrige opvisningsbane blevet utidssvarende og fremstår pletskaldet og ujævn. Samtidig vil vi gerne bringe kampoplevelserne helt tæt på klubhuset.

- Flytningen vil lette arbejdet med at klargøre banen og klargøre salgsboden for klubbens trofaste frivillige, når vi spiller hjemmekampe, og vores nyere og flotte klublokaler og terrassen med udsigt over kampbanen vil også komme meget mere i spil, forklarer Per Nielsen.

Hele anlægsprojektet, som begynder 1. oktober, vil koste den sejrrige boldklub, der spiller i Danmarksserien, mellem 300.000 og 400.000 kroner. 

Anlægsarbejdet skal blandt andet fjerne resterne af en gammel atletikbane, der skjuler sig under græsset. Hele banen skal drænes og jævnes ud, og der skal sås nyt græs.

Projekt i to etaper

Projektet med at flytte opvisningsbanen er delt i to. 

Første del med at anlægge selve græstæppet er finansieret af Jammerbugt Kommune.

- Den anden del af projektet består af nye tilskuerhegn og boldhegn rundt om den nye kampbane. Norlys Fonden og Nibe Festival har allerede hjulpet med delfinansiering, men klubben skal rejse midler fra flere almennyttige fonde for at nå i mål. Det arbejde er vi godt i gang med, siger Per Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste