Seneste nyt
Billede beskrivelse

Der bliver fyldt med friske grøntsager til høstmarked i Attrup

29. september 2026 kl. 06.00
Opdateret kl. 12.38

ATTRUP: Det efterhånden traditionsrige Høstmarked hos Råd & Dåd, Blushøj 4 i Attrup, har igen i år masser af tilbud til hele familien. 

Lørdag 3. oktober kl. 10 åbner markedet og det fortsætter med et stort program lige til kl. 15.

Gartner Christian Pohl og hans folk har igen et kæmpe udvalg af friske, økologiske grøntsager dyrket på markerne lige udenfor. Ikke mindst kartoflerne er der traditionelt stor interesse for.

Billede beskrivelse

Men også løg, porrer, forskellige kål og hokkaido-græskar går som varmt brød. Interessen for de fine og billige grøntsager plejer at være så stor, at det er nødvendigt at hente friske forsyninger i marken flere gange i løbet af dagen.

Den kreative afdeling hos Råd & Dåd har igen i år en række spændende og unikke tilbud.

Billede beskrivelse

- Vi forsøger hele tiden at finde på noget, som man ikke kan købe andre steder, fortæller arbejdsleder Dorte Westergaard.

- Vi har ikke så stor en produktion. Derfor kan vores varer stort set kun købes her på høstmarkedet og på julemarkedet på Bratskov i slutningen af november, siger Dorte Westergaard.

Billede beskrivelse

Især de flotte fuglekasser har de senere år været eftertragtede. I år er som noget nyt ældre vægure med lodder lavet om til fuglekasser. Andre kasser er beklædt med puslespil med tegneserie-motiver.

- Alle vores ting er lavet af genbrugsmaterialer, siger Dorte Westergaard.

Hun tilføjer, at en af de helt store salgssucces'er gennem længere tid, trækasser til opbevaring, selvfølgelig også er med på høstmarkedet i år.

Billede beskrivelse

- Vi har kasser i mange forskellige størrelser, og de er alle lavet af genbrugs-træ, fortæller hun.

Genbrugsbutikken i Brovst kommer med en række ting til et loppemarked. Der er fiskedam for børnene. Og i metalværkstedet har Steffen Ritmann arbejdet på at få den elektriske racerbane til børnene klart til på lørdag.

Billede beskrivelse

Er man sulten, er der kaffe, kage og vafler, som også kan nydes udendørs. Skovsgård Hotel har lavet mad, som kan købes.

Der er også musikalsk underholdning, som leveres af bandet Hønsegården samt The Dial-up Dimension med Elisabeth Gosving Milling i front.

Billede beskrivelse

Udenfor vil en række veterantraktorer pløje en af markerne. Der er også geder, som gerne vil klappes.

Der er gratis adgang til høstmarkedet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste