Billede beskrivelse

Nu kan du være med til at fiske skrald op fra Ryå

Affaldsindsamlinger hitter som aldrig før, og nu sker det både til lands og til vands

13. juni 2023 kl. 22.05

AABYBRO: Du har måske allerede været med til en af mange populære affaldsindsamlinger, men du har sikkert ikke prøvet det fra vandsiden.

Det kan du nu, hvor Ryå Bådelaug inviterer til eventet "Vi holder åen ren". Her sejler de deres joller op ad åen for at fylde den med det affald, der ligger og flyder i vandet.

- Der er helt vildt meget plastik - alt fra store tønder til emballage fra madpakken, fortæller initiativtager Torben Pedersen.

Normalt har motorbåde forbud mod at sejle ret meget længere op end til Ryå Bådelaugs klubhus ved Skeelslund syd for Aabybro.

- Vi må jo ikke selv sejle opstrøms, fordi vi har motor på vores små både, men vi har fået at vide, at der ligger rigtigt, rigtigt meget deroppe, siger han.

Derfor har de på dagen fået en dispensation fra Jammerbugt Kommune til at sætte op til 12 joller i vandet, der må sejle opstrøms til og med pladsen ved Aabybro Mejeri med det formål at indsamle skrald fra åen og brinkerne omkring.

Det betyder dog ikke, at der kun kan være 12 både med, for resten sejler bare ud mod Limfjorden.

- Og har man ikke selv en jolle, er jeg helt sikker på, at vi nok skal finde plads i en af vores, hvis man gerne vil med ud og sejle og samle skrald, i stedet for at gøre det fra landsiden, lover Torben.

"Vi holder åen ren" finder sted lørdag d. 17. juni fra klokken 8.00, hvis du skal have din egen båd i vandet. For dig uden båd starter det klokken 9.15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste