Billede beskrivelse

Nu kan du være med til at finde årets iværksætter

23. september 2023 kl. 14.02

Det pibler frem med alt fra restauranter over produktionsvirksomheder til håndværksfirmaer i Jammerbugt Kommune, og nu kan du være med til at finde årets iværksætter.

Sidste år var det Tømrerfirmaet Jonas Rødbro, der løb med prisen, der har været en fast tradition i over et årti. Prisen er et samarbejde mellem Vækst Jammerbugt og Erhvervsforeningen Jammerbugt, der sammen arbejder for at styrke iværksætterlysten i området. 

Prisen går til en iværksættervirksomhed, der på kort tid har udvist bemærkelsesværdig vilje og evne til vækst og dermed tjent som et forbillede for alle dem, der drømmer om at tage springet og etablere deres egen virksomhed. Det skriver Vækst Jammerbugt i en pressemeddelelse.

"Iværksætteri har en fremtrædende plads i Jammerbugten og det er vigtigt, at endnu flere tager skridtet og starter deres egen virksomhed for at skabe sunde og bæredygtige arbejdspladser i kommunen," udtaler Lars Kronborg fra Vækst Jammerbugt i pressemeddelelsen.

Kom til tasterne

Han mener, at prisen har en positiv effekt på iværksætteriet - og ikke kun for den, der løber med sejren.

"At blive anerkendt som Årets Iværksætter er en betydningsfuld hæder, der ansporer til endnu mere kreativitet og innovation."

Derfor håber han, at alle der kender en, som har startet en fed virksomhed op, prikker ham på skulderen.

"Jeg kan kun opfordre alle borgere, virksomheder og andre med kendskab til en lovende nystartet virksomhed til at benytte muligheden for at indstille dygtige iværksættere og dermed anerkende deres betydningsfulde indsats," skriver han.

For at være kvalificeret til prisen skal virksomheden udover at ligge i Jammerbugt Kommune have været aktiv i mindst et år og højst fire år. Kriterierne inkluderer vurdering af omsætning, beskæftigelseseffekt, initiativ, vision og påvist positiv drift.

Du kan nominere din kandidat frem til 29. september 2023. Det gør du ved at sende din begrundelse til Lars Kronborg på e-mail: lkb@jammerbugt.dk. Vinderen bliver afsløret ved en særlig ceremoni i november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste