Nu kan du høre opera på havnen og stranden
ATTRUP/SLETTESTRAND: Opera er muligvis ikke det oplagte valg for mange af os, når vi vil til koncert - og at man mindst skal køre til Aalborg for det, hjælper heller ikke.
Men det er der råd for nu. For under Aalborg Operafestival rykker en af koncerterne til Han Herred, hvor to sangere og en pianist ruller ud med Musikkens Hus bus for at give koncert udenfor deres vante rammer.
Her kan du opleve sopran Marianne Heuer og baryton Thomas Rewes, der bliver ledsaget af pianist David Strong. Sammen fortolker de klassikere af blandt andre Sartori, Puccini og Reesen.
Attrup Havn og Slettestrand er kulisse for koncerterne, hvor der er mulighed for at sidde helt tæt på, stå i nærheden eller lege i sandet med børnene, imens man lytter eller nynner med.
Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget fortæller i en pressemeddelelse, at det ligger udvalget meget på sinde, at der er et varieret udbud af kunst og kultur til borgere og også meget gerne turister i Jammerbugt Kommune. Her er Operabussen helt oplagt: En lidt smallere kunstart i høj kvalitet, serveret lige der, hvor publikum er og i en let tilgængelig form.
Også Kiki Bach, næstformand i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, er begejstret for konceptet. I Pressemeddelelsen giver hun udtryk for, at at Operabussen er en fantastisk mulighed for børnefamilierne, som på denne måde kan stifte bekendtskab med live opera på en afslappet måde.
Opera på kajkanten finder sted torsdag d. 17. august kl. 17.00 på Attrup Havn. Her er det en god idé at medbringe din egen stol, hvis du vil være sikker på en siddeplads.
Er du mere til opera i solnedgangen, skal du i stedet sætte kursen mod Slettestrand, hvor bussen med sangerne og musikeren kører videre til samme dag. Her giver de koncert klokken 20.00.
Koncerterne er arrangeret af Jammerbugt kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Hjortdal Beboerforening, Hjortdal Menighedsråd og Attrup Borgerforening i samarbejde med Aalborg Operafestival.
Alle er velkomne til koncerterne, der er gratis og varer en time.