Mikkel og Peter varmer op: Her er der open by night hele sommeren
Der var liv i Fjerritslevs gader, da handelsstandsforeningen fredag holdt open by night. Ikke mindst på Krotorve,t der var tætpakket med sommerglade turister og lokale, der havde en fest til musik af Beers for Tears.
De lokale musikidoler er en publikumsmagnet, som altid forstår at sætte gang i en god fest, mente Mikkel Liltorp fra Fjerritslev og Peter Sønderholm fra Skovsgaard, der brugte koncerten på Krotorvet som opvarmning til en lang og lys sommernat.
- Vi er inviteret til en privatfest – og så må vi jo se, hvad der så kommer til at ske, sagde de to feststemte ungersvende med et glad glimt i øjet.
Handelsstandsforeningen havde sat alle sejl, så butikkerne bugnede af gode tilbud – og der var også udendørs servering flere steder. Kroen, hvor Peter Olsen underholdt på terrassen, var fuldt booket, Slagter-Palle serverede helstegt pattegris, Brugsen bød på marineret nakkekam, og Limfjordsmuseet delte muslingesuppe ud.
Stort sommerprogram
Fredagens open by night var en del af Fjerritslev Handelsstands store sommerprogram, der gør hver eneste weekend til en fest i hanbo-hovedstaden.
Også de kommende weekender er der open by night, hvor byens butikker om fredagen har åbent til 21. Musikken bliver næste fredag leveret af Hula-Hula, der spiller musik af Bamse Jørgensen. Om lørdagen står den på humørfuldt thybo-musik med MD-Duo.
Hver lørdag formiddag sommeren igennem er der Fjerritslevs berømte Loppe- og Torvemarked, hvor egnens godtfolk strømmer til med gode tilbud, blandt andet på nyslynget honning. Alle fredage og lørdage kører karrusellen ved Bryggergård, Fjerritslev Fut kører i gaderne og der er fortovsservering.
Så der er mange gode grunde til at besøge Fjerritslev, mener Handelsstandsforeningen.
- Fjerritslev har 35 spændende special- og dagligvarebutikker. Vi tager imod med god service og glade sommersmil, lokker de lokale handlende.