Malene danser med spøgelser i skoven
ØLAND: Forberedelserne til årets Halloween i Glarborgen er allerede godt i gang – og gyset bliver i år større end nogensinde før, lover gruppen af frivillige, der står bag det store arrangement.
Kreativiteten og håndelaget fejler intet, når der skal skabes gruopvækkende scener, der kan skræmme livet af enhver i den mørke og ubarmhjertige efterårsskov, hvor alt kan ske.
De frivillige – cirka 35 voksne og en flok børn – mødes i øjeblikket både om aftenen og i weekenderne – og så er der ellers frit spil for fantasien med pensler, isoleringsskum, gamle klude og en masse elektronik, der skal få de mange skeletter, spøgelser, gespenster, klovne og kæmpeedderkopper til at se livagtige ud i nattemørket.
En succes
- Det er femte gang, at vi laver Halloween i Glarborgen. Sidste år have vi næsten 1.500 besøgende i et gedigent møgvejr, så nu håber vi selvfølgelig på lidt bedre vejr og endnu flere besøgende i år, siger Malene Vestergaard, der fandt på det store arrangement som corona-terapi i 2020.
- Siden er det bare vokset og vokset. Men det er ren fornøjelse for alle de frivillige. Vi hygger os med uhyggen.
- Det er selvfølgelig ikke gratis at lave, selv om vi får mange af materialerne forærende. Heldigvis har vi fået støtte fra et par fonde, så entreprisen kan holdes så lav som 20 kroner, for Halloween i Glarborgen er for alle – store og små, bangebuksene og de modige.
Åbent for alle
Halloween i Glarborgen finder i år sted den lørdag 19. oktober. Der er åbent i Glarborgen på Øland mellem 13 og 16 for børn og bangebukse, mens der er åbent for de modige efter mørkets frembrud mellem 19 og 22.
Efter gyset og uhyggen i skoven kan man hygge sig ved bålet ved spejderhytten, hvor KFUM-spejderne og Øland Beboerlaug byder på kaffe og godter til at få nerverne i ro igen.