Lokale mænd giver den på alle tangenter
Der bliver sang og musik for enhver smag, når Øland Show Band og Øland Karlekammerkammerkor byder på årets forårskoncert i Øland Medborgerhus.
- En af Øland Show Bands saxofonister, Henrik A. T. Sørensen, har en svaghed for John Mogensen, så han vil optræde med et par numre af den folkekære danske kunstner, fortæller Hans Christian Nielsen fra Øland Show Band.
- En anden af showbandets medlemmer, pianisten Tom Pedersen, er interesseret i fransk musettemusik, så han vil give et par numre, hvor vi garanterer ægte forårsstemning fra fortovsrestauranterne i byernes by. Men Tom har også hang til tysk polkamusik, så det vil han også give en smagsprøve på.
Traditionel koncert
Det er Øland Show Band og Øland Karlekammerkor, der står bag den traditionelle forårskoncert, der finder sted søndag den 10. april klokken 14. Hver gruppe vil underholde tre kvarter. Midt i koncerten bliver der en pause, hvor der kan købes kaffe og kage, øl, vin og vand. Der er fri entre.
Øland Show Band er hobby-big band med 15 musikere, der spiller evergreens og andre populære numre. Orkestret er i sin tid dannet på Øland, men musikerne er bosat over hele Nordjylland. Orkestret må denne gang undvære sin faste dirigent og pianist Jørgen Henrik Nielsen, der har stået i spidsen for bandet siden starten for seks år siden. Han har måttet melde fra på grund af sygdom. Orkestret har dog fundet gode afløsere: Mads Slej som dirigent og Tom Pedesen som pianist.
Øland Karlekammerkor blev stiftet i 2008 og består af 35 sangere under ledelse af Christian Vestergaard. De sangglade mænd kommer fra en stor del af Jammerbugt Kommune. De synger først og fremmest numre fra den danske sangskat.
- Det er femte gang, sangerne og musikerne på Øland holder fælles koncert. Tidligere har der været fuldt hus, og det håber arrangørerne også bliver tilfældet denne gang, fortæller Hans Christian Nielsen.