Kong Frederik får sin egen sti
GRØNNESTRAND: Den stort anlagte fejring af 200-året for Kong Frederik VI’s besøg ved Grønnestrand byder på en ny vandresti i området – selvfølgelig opkaldt efter Danmarks nuværende monark.
Stien bliver dermed en del af den royale historie i Grønnestrand, der begyndte den 21. juni 1824, da Frederik VI med sit følge besøgte Grønnestrand og spontant udbrød: - Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige.
Den ny vandresti hedder Frederik X-stien og indvies den 21. juni kl. 14.30. Stien går fra Kongestenen, ned til stranden, forneden ved Svinklovene, hen til Svinkløv Badehotel, op ad skrænten til Svinklovene, fra Svinklovene og ud til enden af Svinklovene og herfra tilbage til Kongestenen.
Erfaren vandreguide
Stien er lavet af Peter Mortensen fra Idrætscenter Jammerbugt. I jobbet er han også turguide for egnens vandregæster, som bor på idrætscentrets vandrerhjem.
- Ruten er 7 km. Det er en tur som langt de fleste ville kunne gå, så det er en passende længde. Ruten tager udgangspunkt i Kongestenen, der hvor Frederik den 6. kom ridende med sit følge. Ruten er lavet, så den følger de eksisterende stier i området – Nordsøstien og Hærvejen, så der er ikke tale om, at vi har anlagt nye stier, men brugt dem, der er der i forvejen, oplyser Peter Mortensen.
På indvielsesdagen bliver ruten markeret med 100 dannebrogsflag, men det er endnu ikke besluttet, hvordan den skal markeres i fremtiden.
- Naturstyrelsen er i øjeblikket i gang med at kortlægge alle vandrestier i området – og når de er færdig med dette arbejde, håber vi selvfølgelig på, at de vil være med til at lave et piktogram, som vil vise rutens forløb, så det så bliver en fast rute i Svinkløv Plantage, forklarer Peter Mortensen.
- Der bliver muligvis lavet en QR kode, så folk kan se stiens forløb på mobilen, men det er ikke bestemt endnu.