Lions Club sælger juletræer
Det sker

Juletræssalg sikrer hjælp til familier, der har ondt i økonomien

Traditionen tro er Lions Club igen klar med salg af juletræer og juletombola

10. november 2022 kl. 11:23

JAMMERBUGT: December måned nærmer sig med hastige skridt, og det er ensbetydende med, at Lions Club åbner for salg af juletræer.

- Vi starter salget af juletræer 20. november, og igen i år er der tale om nyfældede træer, der kommer fra Birkelse Gods fantastiske juletræsmarker, oplyser Lorents Bentzen fra Lions Club Aabybro.

Salget af træer vil foregå ved Gjøl Brugs, Birkelse Brugs og på Centertorvet i Aabybro Centeret.  I Gjøl og i Birkelse foregår det ved selvbetjening, mens der i Aabybro vil være både selvbetjening og personlig betjening fa en salgshytte. Den holder dog primært åben i weekenderne i forretningernes åbningstider. 

- Lions Club kan desuden tilbyde levering til hjemmeadresser i og lige omkring Aabybro. Ligeledes kan der bestilles afhentning af juletræet efter nytår, siger Lorents Bentzen

En anden tradition, der varsler højtidens komme, er salg af lodder fra Lions Club-tombolaen i Aabybro Centeret. Overskuddet fra juletræssalget og tombolaen går direkte til velgørenhed primært i lokalsamfundet.

- Det betyder eksempelvis, at Lions Club kan uddele julekurve til mange familier, som økonomisk har det svært med at finde plads i budgettet til alle julens udgifter. Klubben støtter ligeledes mange andre, som har behov for en økonomisk håndsrækning, siger Lorents Bentzen, der håber, at mange vil støtte op omkring klubbens arbejde.

- Den voldsomme inflation og energiprisstigninger betyder, at der i år vil være ekstra mange, som har voldsom behov for en økonomisk håndsrækning.

Annonceret indhold

Nyeste