Billede beskrivelse

Høstmarked har børnedyreskue og masser af veteran-traktorer

30. august 2023 kl. 06.01
Opdateret kl. 10.57

Søndag d. 10. september kl. 12.00-15.00 kommer Chenillen i Skovsgård nok en gang til at summe ekstra meget af liv. 

Efter sidste års succes med et lignende arrangement byder Skovsgård Borgerforening, Chenillen og Midt-Hanherred Pastorat nemlig også i år ind til høstmarked, skriver arrangørerne i en omtale. 

Det bliver med et par nye indslag i programmet. Kl. 13.00-14.30 afholdes der børnedyrskue, hvor alle børn har mulighed har for at vise deres kæledyr frem og efterfølgende gå hjem med titlen som indehaver af Skovsgård sødeste, blødeste, sejeste, højeste og mindste kæledyr. Folmer Toftdahl-Olesen og Ida Larsen står for kåringen. For at deltage kræver det tilmelding forud til Helene på tlf. 51272522.

Desuden vil markedet også byde på en udstilling af veterantraktorer, som kan beundres på pladsen foran Chenillen.

I de tre timer, hvor markedet foregår, vil der naturligvis også være forskellige boder med bl.a. grøntsager, kunsthåndværk og lokale specialiteter, bl.a. fra Chenillens unikke og hyggelige butiksfællesskab og fra Råd og Dåd. I det hele taget er alle velkomne til at komme og sælge ud af deres overskud af saft, syltetøj osv.

Dagen igennem bliver der ligeledes mulighed for at få stillet sulten med sandwichs fra Chenillens køkken og kartoffelsuppe fra Skovsgård Hotel. Og netop kartofler spiller også hovedrollen i dagens konkurrence, hvor det handler om at lave dagens heldigste kartoffel.

Kl. 13.00 holdes der en kort, familievenlig høstgudstjeneste i Chenillens teatersal, hvor kirkens Englekoret medvirker. Folmer Toftdahl-Olesen står for gudstjenesten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste