Hjælp til udsatte børn: Butikskæde bakker op
Børns Vilkår samler ind til BørneTelefonen
Søndag 27. marts 2022 holder Børns Vilkår for sjette gang i træk sin store landsindsamling, der er med til at sikre, at BørneTelefonen fortsat kan udvikle sig og være et tilbud for børn og unge døgnet rundt.
Landets mange Bog & idé- og Legekæden-butikker støtter op om Børns Vilkårs Landsindsamling ved at holde søndagsåbent, så indsamlere i hele landet kan aflevere deres fyldte indsamlingsbøtter og få talt pengene op af butikkernes medarbejdere.
Indehaver af Bog & idé Aabybro, Klaus Simonsen, var en af dem, der stod klar til at tage imod både kontakter og indsamlingsbøtter i 2021, og han ser frem til at holde søndagsåbent igen i år og være afleveringssted for indsamlerne:
- Jeg glæder mig til igen i år at give en hånd med og hjælpe til. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for, at indsamlerne får en god oplevelse.
Alt for mange børn og unge oplever at blive svigtet af deres nærmeste og af samfundet. Derfor har Børns Vilkår gjort rådgivningslinjen BørneTelefonen døgnåben, så det nu også er muligt at få hjælp og rådgivning om natten. Sidste år havde BørneTelefonen over 55.000 samtaler med børn og unge, der havde brug for at snakke med en voksen.