Her er vinderne af Arkitekturprisen 2022
Vinderprojekterne i Jammerbugt Kommune spænder vidt
JAMMERBUGT: Årets vindere af Arkitekturprisen 2022 i Jammerbugt Kommune er blevet kåret, og hele fire glade vindere kunne gå hjem med prisen.
Det er kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, der hvert andet år præmierer bygninger og byrum, der er udført med arkitektonisk kvalitet og bidrager til at gøre kommunen smukkere.
Det var borgmester Mogens Christen Gade og Mogens Husted Kristensen, der er arkitekt fra Friis & Moltke Arkitekter, der uddelte priserne til de fire vinderprojekter på Bryggergården i Fjerritslev.
Hele 17 projekter var nominerede, men det blev Bryggergården, fælleshuset ved Fjerritslev College, Glarborgen og et nybygget sommerhus, der vandt Arkitekturprisen 2022.
Her kan du se vinderprojekterne og læse et udsnit af dommernes begrundelser.
Østergade 1, Fjerritslev – restaurering af Bryggergården
Bryggergården i Fjerritslev blev en af vinderne, og dommerkomiteen fremhævede, at restaureringen af Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum har sikret, at en væsentlig del af byens historie er blevet bevaret og fortalt for eftertiden.
- Mange fine bygninger fra den særlige danske andels- og stationsby-epoke er desværre enten ødelagt eller forsvundet fra vores bybilleder rundt om i Danmark. Det er derfor også et vigtigt stykke kulturarv, der hermed er bevaret, lyder det fra dommerkomiteen i en pressemeddelelse.
Skovbrynet 43, Fjerritslev – et særligt kollegie
Fjerritslev College er noget ganske særligt, og derfor skulle de nye fælleshuse også hædres med en pris.
- Fjerritslev Gymnasium har en attraktiv mulighed i form af Fjerritslev College. Her kan du bo i et efterskolelignende kollegie-miljø. Det rummer fællesskaber og liv, som også kommer Fjerritslev by til gode. Med kollegieboligerne og fælleshusene er der skabt fine og trygge rammer for eleverne samt en ny identitet for gymnasiet, lyder det fra dommerne, der fortsætter:
- Navnlig de nye fælleshuse udstråler, at her sker der noget særligt. De svungne træbeklædte facader og de sammensatte højder bidrager til den uformelle og levende stemning, og livet i bygningerne adskiller sig helt bevidst og poetisk fra rammerne om undervisningen og pligterne.
Strandfogdensvej 82, Pandrup – et unikt sommerhus med havudsigt
Fra indgangen i klitten kommer man til en privat gård, en slags gryde i klitterne, hvorfra der også er kig gennem huset til havet. Dette sommerhus er noget ganske særligt, og det er nu blevet belønnet med en pris.
- Det nye hus på Strandfogedensvej viser en helt anderledes måde at integrere et sommerhus i landskabet og samtidig udnytte de smukke kig ud i naturen og til havet. Det er et særdeles gennem-bearbejdet projekt, der fra husets grundlæggende idéer til møblerne og den fine detaljering viser, at en tillidsfuld, visionær bygherre og en dygtig arkitekt sammen kan skabe det unikke, forklarede dommerne.
Urbakken 14C, Brovst – en oplevelsesrig oase
En generøs skovejer og en flok lokale ildsjæle har sammen skabt en oplevelsesrig skøn oase, hvor motion, aktiviteter og naturoplevelser går smukt hånd i hånd, hvilket er en af grundene til, at Glarborgen også skulle hædres med Arkitekturprisen 2022.
- Glarborgen er på alle måder et forbilledligt eksempel på, hvilke potentialer der kan ligge gemt i mindre byer, hvor fællesskab kan blive drivkraft til trivsel, tryghed og langt højere bo-kvalitet, lød det fra dommerne.