Havefesten blev til festival
Program:
GjØLen – den lokale musikfestival med en snert af øl på Gjøl – er tilbage efter et par års corona-pause. Det fortæller Claus Vestmark, der var initiativtager til festivalen tilbage i 2001.
- Dengang var der nu ikke så meget festival over det. Snarere en havefest med musik på cd’en. Vi havde købt ti kasser øl og leverede de syv af dem tilbage igen efter festen, siger Claus Vestmark.
- Siden er der jo løbet nogle flere øl i halsen. Havefesten på Isbakkevej blev gentaget et par gange med pavilloner fra Harald Nyborg og bistand fra gode venner og naboer. I 2004 var der første gang live-musik.
- I dag er GjØLen blevet et ganske velorganiseret foretagende, der er rykket ud af haven og til pladsen ved tennisbanen. Men fortsat med fokus på vores særlige kombination af øl og musik.
Gymnastik og bold
Festivalen er også blevet en del af aktiviteterne i Gjøl Gymnastik og Boldklub, så der skal både afleveres regnskab og beretning.
- Men vi holder fast i en uformel organisation. Så du må ikke kalde mig formand, siger Claus Vestmark.
Sidst, der blev holdt GjØLen var i 2019. Dengang var der godt 1.000 gæster fordelt over to dage. Claus Vestmark regner med endnu flere besøgende i år.
- Jeg regner helt sikker med ketchup-effekten. Nu har folk været indespærret og afholdende i de to corona-år, så nu skal der festes igennem.
GjØLen løber af stabelen i fredag den 2. og lørdag den 3. september.
Fredag:
18.30-19.45 Jens Varmløse
20:00-22.0 Blå Benzin
22:00-22.45 Jens Varmløse
23:00-01:00 Nicki Jack All Stars
Lørdag:
18.00-19.30 Thomas Pedersen
20.00-21.30 The Powls
22:30-01:00 Kopibandet.dk