Gutterne på Kutterne kører traktortræk
FJERRITSLEV: Når Jammerbugt Traktortræk, som er en arbejdsgruppe under Jammerbugt Landboungdom, inviterer til traktortræk ved Fjerritslev den 18. maj fra kl. 15, bliver det med en helt særlig lokal godbid på programmet.
Det er Gutterne på Kutterne fra Thorupstrand, der i Team E. M. Olsen giver opvisning med en ombygget traktor, der har fået motoren skiftet ud med en kuttermotor – og det er endt med en særlig kraftfuld trækker-traktor.
- Det bliver sjovt at se, lover Martin Borregaard, der er formand for Jammerbugt Traktortræk.
Banen er klar
De unge landmænd fra Jammerbugt havde gang i maskinerne Kristi Himmelfartsdag, hvor de slog græs og gjorde banen ved Gravensgård lige uden for Fjerritslev klar til den store begivenhed.
- Tilmeldingsfristen udløber først på torsdag, så vi kender ikke det nøjagtige deltagerantal endnu, men vi regner med, at ender på 60 til 70 traktorer – ligesom sidste år, siger Martin Borregaard.
- Vi kommer til at køre i 12 forskellige klasser med almindelige traktorer, som vi bruger til dagligt i markarbejdet. De to vindere i hver klasse går videre til Nordjyllandsmesterskabet, hvor der så er en chance for at gå videre til årets Danmarksmesterskab.
Tunge sager
Traktortræk handler om at trække en slæde hen ad banen længst muligt. Slæden er indrettet, så den bliver tungere, jo længere man kører – og så ender det med, at selv den kraftigste traktor og dygtigste kører må give op. Slæden vejer ved start 25 tons, og kan nå op på en samlet vægt på 32 tons.
Jammerbugt Traktortræk har 60 frivillige i gang til traktortrækket. De står klar med fadøl, sodavand, pølser og is, så det kan blive en rigtig festdag.
- Det ligger i umiddelbar forlængelse af Fjerritslev Dyrskue, så vi regner med stort besøg. Sidste år havde vi 2000 gæster, fortæller Martin Borregaard.