Billede beskrivelse

Fut-fut: Tonni er klar til afgang

22. juni 2024 kl. 14.01

FJERRITSLEV: Så er der fløjtet klar til afgang for sommerens store jernbane-udstilling på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

- Det er en særudstilling om de to lokalbaner, Nørresundby-Fjerritslev og Thisted-Fjerritslev, der begge blev nedlagt i 1969 og dermed sluttede Fjerritslevs historie et stort jernbaneknudepunkt i Han Herred, fortæller museumsleder Else K. Andersen.

- Udstillingen er opbygget af museets frivillige i samarbejde med Tonni Brun, Thisted, som velvilligt har udlånt en hel del materialer til udstillingen.

Ind med modermælken

Tonni Brun har bogstaveligt talt fået Han Herreds lokalbaner ind med modermælken. Begge hans forældre var ansat ved Thisted-Fjerritslev-banen, og han er født på Gøttrup station. I sin barndom nåede han at bo på fire forskellige af banens stationer.

Billede beskrivelse

Den nu 75-årige elektriker har hele livet interesseret sig for lokalbanernes historie og har en stor samling af effekter – lige fra motordele, billetluger, uniformer og signaler. Den største genstand i samlingen er faderens banecykel.

- Vi var ti søskende, så min far fik lavet en barnesadel til banecyklen, så han kunne have en af ungerne med på arbejde, når han inspicerede banelegemet, fortæller Tonni Brun.

- Min mor var stationsforstander, så det var hende, der fløjtede togene afsted med en lampe på en pind og behørigt iført stationsforstander-kasket.

Film og fortællinger

Tonni Brun vil selv være til stede, når særudstillingen på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum åbner lørdag den 29. juni. Her vil han vise film og øse af sin store viden om lokalbanerne.

På selve åbningsdagen vil Mini-Landsbyen i Frøstrup også være til stede med ting fra TFJ-banen, ligesom Fjerritslev Jernbaneforening vil udstille et modeltog.

- På åbningsdagen er der fri adgang til særudstillingen, fortæller museumsleder Else K. Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste