Billede beskrivelse

Foredragsrække: Beatles, badass broderi og lokalhistorie

31. august 2024 kl. 06.03

BLOKHUS: Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Restaurant Nordstjernen er gået sammen om at gentage succesen med foredrag i vintermånederne. Denne gang er det en foredragsrække bestående af tre forskellige, imponerende og spændende foredrag, som gæster Blokhus hos Restaurant Nordstjernen og Kunstcafeen.

- Der var meget stor opbakning til foredraget med Søstrene Fra Først Til Verdens Ende, så stor at gæsterne har ønsket flere af den slags. Det har vi lyttet til, og denne vinter har vi lavet en lidt bred vifte af foredrag, så der er noget til enhver smag. Vi er selv utrolig glade for, at foredragsholderne vil lægge vejen forbi Blokhus, så vi er sikre på, at det nok skal blive en fantastisk vinter, siger eventansvarlig Rikke Eriksen.

Syng Beatles

Er du den helt store Beatles-fan eller blot elsker musik, så kan du komme til et sangforedrag onsdag den 2. oktober kl. 20 hos Restaurant Nordstjernen.

Her vil Thomas Warncke fortælle den spændende historie om Beatles, hvor der også inviteres til at synge med på klassikere som f.eks. "Yesterday," "With a Little Help from My Friends" og "Hey Jude."

Torben Warncke har i mange år komponeret sange samt sunget og spillet guitar, ukulele og klaver. Som sangskriver har han flere cd-udgivelser bag sig. Torben er cand.phil. i musik og har efterfølgende uddannet sig som organist og taget en PD i drama. 

Torben har været højskolelærer, musikskolelærer og efterskolelærer med hovedvægten lagt på musikundervisning/-formidling, og så er Torben kendt for at være halvdelen af duoen "Dyveke."

Foredraget varer ca. 1½ time med en mindre pause, hvor der vil være mulighed for køb af forfriskninger. 

Blokhus' historie

Blokhus gemmer på mange sjove, skæve og spændende historier om det lokale liv i byen, og nu kan du få et indblik i dem onsdag den 6. november kl. 19.30 hos Restaurant Nordstjernen.

Blokhus har gennemgået en stor udvikling fra skudehandelsplads og fiskerleje til Danmarks første ferieby og turismedestination. Rundt omkring i byen kan man stadig se historie, som går langt tilbage. Netop denne historie og rejse vil Egnssamlingen tage dig med på, når de dykker ned i Blokhus' skønne og sjove historie.

Foredraget varer 2 x 30 minutter med en mindre pause, hvor der vil være mulighed for køb af forfriskninger. 

Badass broderi

Håndarbejde på promiller er bare sjovere, og det kan du blive en del af, når Badass Broderisten Trine Runge Jessen gæster Kunstcafeen onsdag den 20. november med et foredrag, hvor man selv er med til at brodere. Trine er også kendt som Broderisten, der gerne drikker en øl eller to med deltagerne i foredraget.

Uanset om du er nybegynder eller en erfaren korsstingsentusiast, er dette foredrag for dig. Selv de ukronede korsstingskonger og -dronninger kan forvente at få et par tips og tricks, der vil forbedre deres færdigheder.

Du kan se frem til en aften med gang i den, hvor Trine vil holde et enormt sjovt foredrag, mens hun giver gode fif til broderi, hvor bagsiden er pisse ligegyldig.

Foredraget varer ca. 2 timer, hvor der vil være mulighed for køb af drikkelse i baren.

Alt i alt er der lagt op til en foredragsrække til enhver smag, som gerne skal lysne de mørke vintermåneder op med humor, sang og historie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste