Billede beskrivelse

Før blev det betegnet som ulovligheder: Nu høster kunstformen anerkendelse

10. juli 2024 kl. 19.01
Opdateret 11. juli 2024 kl. 08.50

HUNE: De første penselstrøg til Nordeuropas største udstilling af Street Art – bliver i disse uger taget hos Fun Art. 32 kunstnere fra 20 forskellige lande er nemlig taget til Hune for at udsmykke facaderne på 15 hotellejligheder, der bliver en del af parkens overnatningsmuligheder.

Billede beskrivelse

- Hotellejlighederne er endnu ikke helt færdige, men vi håber, at de står klar i løbet af meget kort tid. Selv om der arbejdes på højtryk for at få lejlighederne gjort klar til gæster, er det muligt at følge kunstnernes arbejde med at udsmykke de store facader, og det vil jeg klart opfordre til, for det er ganske imponerende, siger Jens Boelskifte, der har overtaget direktørstolen på Fun Art.

- Når entreen til parken er betalt, er det muligt at benytte sig af alle faciliteterne her i Fun Art og se værkerne og måske benytte lejligheden til en snak med de forskellige kunstnere om deres arbejde.

Billede beskrivelse

Street Art Festivalen er blevet til i et samarbejde med Galleri Grisk i Aarhus, som drives af Per Bank og Peter Birk. De har tidligere udsmykket gavle hos Fun Art, og det er dem, der har hentet de forskellige kunstnere til Nordjylland.

- Der er tale om dygtige kunstnere fra blandt andet Canada, Østrig, Rusland, Tyskland, Frankrig og Serbien. De er vant til at blive inviteret til at male i storbyer, så at komme til Hune for at male er specielt, og mit indtryk er, at de synes, at det er fedt, fortæller Peter Birk, der roser Fun Art for at have set muligheden for at skabe en unik samling af Street Art-kunst.

Billede beskrivelse

Som 16-årig rejste Peter Birk fra Hedensted til Berlin for at udleve sine kunstnerdrømme, og i 2009 vendte han retur til Danmark for, sammen med Per Bank, at åbne Galleri Grisk – et navn der i øvrigt er valgt, fordi de mente, at gallerierne opkrævede alt for meget i kommission. Da han startede med at male opfattede nogle kredse hans kunst som ulovligheder – i dag er Street Art i høj kurs.

Billede beskrivelse

- Tidligere blev vi kontaktet, fordi vi skulle komme og dekorere og dermed skjule en grim bygning. Nu har vi arkitekter, der kontakter os, når de skal have udsmykket bygninger, fortæller Peter Birk, der blandt andet har været involveret i udsmykningen af det 142 meter høje Lighthouse i Aarhus og vægge på lejlighedskomplekser i Aarhus Ø.

Første gang i Hune

Sobek og Kcis - tvillingebrødre fra Serbien – der maler under kunstnernavnet SobeKcis nyder at være en del af festivalen og fællesskabet i Hune.

- Jeg kan godt lide at være her – vi har besøgt Danmark før, men det er første gang, at vi er så langt nordpå, siger den ene af brødrene.

Billede beskrivelse

Det lunefulde danske sommervejr kan dog være udfordrende, og derfor bliver vejrudsigten studeret nøje hver dag.

- Vi kan ikke male, når det regner, og vi skal sikre, at malingen kan nå at tørre, inden en eventuel regnbyge, så det kræver lidt planlægning.

Store ambitioner

Kunstnerne er indkvarteret på en lejr, der er etableret ved Fun Art, og de er der på skift en uge ad gangen til og med uge 30. Når det sidste hold kunstnere pakker penslerne ned, er der skabt unikke kunstværker, som er første etape af et større projekt.

Billede beskrivelse

- Street Art har udviklet sig til at blive en anerkendt stilart, og vi har hentet inspiration på Straat i Amsterdam, hvor Europas største udstilling af Street Art findes. Vores ambition er at skabe Nordeuropas største uden- og indendørs Street Art galleri, og vi håber, at dette event kan blive en tilbagevendende årlig begivenhed, siger Jens Boelskifte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste