Billede beskrivelse

Fangekoret kommer til Jammerbugt

05. december 2022 kl. 16.56

I de første 10 år af Fangekorets virke i Vridsløselille Statsfængsel var der ingen, der kendte noget til koret. 

Da koret udgav en cd i 2004, fik offentligheden imidlertid øjnene op for de syngende forbrydere. Det blev startskuddet til en efterspørgsel udenfor murene. Direktoratet for Kriminalforsorgen fik derfor udarbejdet særlige udgangsregler, som muliggjorde en koncertvirksomhed. 

I de sidste 18 år har Fangekoret således sunget for fulde kirker over hele landet. D. 21. januar bliver der også lejlighed til at opleve koret ved en koncert i Jetsmark Kirke. Her optræder fangerne med sange, som de selv har skrevet, og hvor teksterne handler om alt fra skyld, tro og fejltrin til had, håb, tilgivelse og anger. 

Fangekoret har gennem årene overdraget 145.000 kr. til Børnetelefonen under Børns Vilkår. Koret har været med til at starte organisationen Cafe Exit, som hjælper nuværende og tidligere indsatte med udfordringerne efter fængselsstraffen. 

Korleder Louise Adrian har tilmed fået flere priser for sit arbejde med Fangekoret og skrevet bogen ”Mit liv med Fangekoret”. Næsten al musikken er i øvrigt også skrevet af Louise Adrian.

Koncerten begynder kl. 19.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste